Rastløst. Guy Gilles’ tvivlende, melankolske film er et poetisk korrektiv til 60ernes selvsikre, revolutionære nybølge. Nu kan den oversete franskmands værk opleves i Cinemateket.
Mænd, der sover
For de fleste fremkalder 60ernes kulturelle nybrud øjeblikkelige og klare associationer. Måske var de der selv, eller også har de fået mytologien om årtiets ungdomskultur overleveret af forældre eller bedsteforældre. Eller af de tusindvis af film, bøger og sange fra 60erne, der stadig dyrkes intenst i 2020erne. Ingen anden kulturel epoke i det 20. århundrede har domineret Vestens kollektive forestillingsverden så massivt og så længe.
Inden for filmkunsten indkapsler intet 60ernes ånd så klart som den franske nybølge. I årene omkring 1960 ankom en ny generation af filmskabere, der bastant gjorde op med alt, der kunne opfattes som det mindste tilbageskuende. Alle udtryk fik en makeover, fra gangsterfilm og musicals til intime dramaer. Gamle, stive former blev afløst af nytænkning. Selve filmsproget føltes med ét ungt og smidigt.



