I søndags på internettet så jeg et klip, der perfekt illustrerer den måde, virkeligheden oftest formidles gennem et kamera i 2026. Det var en optagelse fra den verserende krig i Mellemøsten, nærmere bestemt fra udkanten af Qatars hovedstad, Doha. En mand havde fået et perfekt liveskud i kassen af en massiv eksplosion: I baglæns løb fanger han både braget, den svulmende sky af ild og røg og menneskemængdens kaotiske flugt. Et tilsyneladende klassisk eksempel på objektiv dokumentation af en dramatisk begivenhed.

Men da eksplosionen når sit klimaks, vender manden med en rutineret bevægelse – nærmest som en refleks – sit kamera 180 grader. Nu er det ham, og ikke virkeligheden omkring ham, der er i fokus. I samme bevægelse fører han sin frie hånd op mod ansigtet, der er forstenet i et performativt udtryk af chok: »Oh my God!« siger han. I det allestedsnærværende kameras tidsalder er ingen begivenhed så ekstrem, at den ikke også kan omformes til en fortælling i førsteperson.