Fra i dag får husets tre døtre sommerferie, og det betyder, at jeg de næste syv uger kan holde fri fra min beskæftigelse som madpakkesmører. Det er på en måde en lettelse.

Det kan godt være, der er rugbrød og pølse, men der er også altid alt muligt andet. Frugt i bidder og knasende nødder, cornichoner og pickles. Et helt arsenal af dressinger og spreads er der i køleskabet, og jeg er ikke bleg for at lave en pesto om morgenen.

Jeg står ret tidligt op og lever med, at folk kalder mig curlingmor og griner ad mig, når jeg slæber fransk mayonnaise hjem fra mine rejser. Jeg ler sidst, for børnene elsker deres frokost. Jeg laver det hele af ren hengivenhed. Madpakker er mit kærlighedssprog.

Den mexicanske kunstner Frida Kahlo sagde det også med madpakker. I de perioder, hvor hendes mand, maleren Diego Rivera, arbejdede på store murmalerier og ikke kunne spise hjemme, bragte hun hans frokost i en fin kurv, pyntet med blomster. Frokosten var pakket ind i stofservietter broderet med små hilsner på, og der var altid nybagte brød og tortillas.

Illustration: Rasmus Meisler
Illustration: Rasmus Meisler Rasmus Meisler

Frida Kahlo havde fra starten af ægteskabet med Rivera forstået, at mad var essentielt for deres samliv, og at vejen til Riveras hjerte gik gennem hans mave. Det var ikke kun madpakker, Kahlo gjorde sig i. Også derhjemme udviste hun stor omhu med mad og borddækning. En ven af parret sagde, at »Frida forvandlede hver dag bordet til et stilleben for Diego«. Jeg kommer aldrig til at brodere små beskeder på stofservietter, men jeg kan godt lide Frida Kahlos omhu og den betydning, hun tillagde de daglige måltider.

MAN KAN OGSÅ udvise kulinarisk omsorg over for sine venner, for eksempel ved at gøre sig umage med at huske, hvad folk kan lide og ikke lide. Det var også sådan, jeg kom ind på livet af min mands store børn, da jeg skulle lære dem at kende. Jeg lavede mad til dem og sporede mig ind på deres livretter og præferencer.

Et eksempel, der illustrerer, at strategien virkede: Forleden sendte den ældste mig snaps, mens han var på racercykeltur med vennerne, og spurgte: »Laver du ikke snart oksehale igen?« Det gør jeg selvfølgelig. I øvrigt holder jeg meget af mennesker, der tænker på mad, mens de dyrker motion. En oksehale skal forresten have meget længere tid, end der står på pakken. Jeg vil sige seks timer i fond og rødvin, hvis man vil have, kødet falder af helt af sig selv.

Tid er for resten en faktor i det omsorgsfulde, kærlige køkken. Dét, at man viser, at man vil bruge timevis i køkkenet, er en gestus over for dem, man serverer maden for. Det er ikke et krav, at det er tidskrævende. Til gengæld vil jeg sige, at det skal være hjemmelavet. Men det behøver ikke være hverken kompliceret eller dyrt – simple råvarer kan sagtens være luksus. Det bedste eksempel lige nu er nye kartofler, som koges på følgende måde, som jeg har lært i Weekendavisens tidligere chefredaktør Anne Knudsens kogebog Rolig nu: Kartoflerne lægges i koldt vand.

Når det koger, kommer De salt i og sætter uret på nøjagtig syv minutter. Når uret ringer, slukker De for varmen, men lader kartoflerne stå i det varme vand i nøjagtig ti minutter. Vandet hældes fra, og kartoflerne er perfekt kogt – uanset størrelse. »Det er ren magi,« skriver Anne Knudsen.

Det er i hvert fald næsten magi. Hvis kartoflerne er store, skærer jeg dem altså lige igennem en enkelt gang. Og så drøner jeg altid en løvstikkekvist i kogevandet, fordi det fremhæver saltet i kogevandet og giver kartoflerne en grøn, krydret smag.

Da jeg for en måneds tid siden var i Portugal, fik jeg en helt fantastisk sommersalat, der er som skabt til de små kartofler. Salaten er nem at tilberede – omend lidt tidskrævende, fordi den involverer en ottearmet blæksprutte. Deres fiskehandler kan skaffe dyret. Bed ham også om at fjerne dens skarpe næb. Frys den nu ned i 48 timer. Dette trin må ikke springes over, medmindre man foretrækker blæksprutten ualmindelig sej. Tø den op igen, dæk den med lige dele hvidvin og vand tilsat laurbærblade og peberkorn, men ikke salt, da dyret er salt i sig selv. Bring i kog. Det tager omtrent halvanden time for en sprutte på to kilo at blive klar, men prøv at stikke i en af armene efter en time og se, om den er mør, men fast.

Skær blæksprutten i mundrette bidder, halver kartoflerne, og bland med finthakkede tomater, rødløg, røde og gule peberfrugter, radiser i skiver, nybælgede ærter og masser af finthakket koriander. Husk også at choppe stilkene, de smager lige så godt som bladene. Kom godt med olivenolie på, og glem ikke citronsaft. Server med et glas portugisisk vinho verde-hvidvin. Den er sommerfrisk og let på tå.

Salaten er smuk som et lille kunstværk, og jeg vil sige, at hvis nogen serverede det her for mig, ville jeg tro, personen godt kunne lide mig.

Serveret: Spis klogere med vores ugentlige madklummer.