Måneansigtet

Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev 'Ej blot til lyst'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Findes der noget mere nævenyttigt end J.D. Vances ansigt? Dette cirkelformede kødhoved med dukkeøjnene omgivet af de tætte sorte vipper? Dette skæggede solur af et fjæs? Brynene er vrede, men de tykke læber om den lille mund er krænget i et nedladende smil.

Hvilket opdunstet, nærmest flæsketungt fjæs, han har, den amerikanske vicepræsident. Og hvor er han dog irriterende, når han i sit belærende, foragtende toneleje spytter usandheder om dette kongerige og dets indbyggere.

Han vil have vores land, vi skal forstå, at han og hans herre kommer til at tage det. Ubegribeligt, at vi er så stupide, at vi ikke har indset det endnu.

J.D. Vances sætninger er velkomponerede, som små salver af X-opslag designet til at lukke ned og ydmyge i en debat, hvor det aldrig er meningen, at modparten skal have ordet.

Sydende af raseri bliver man jo, når denne sofabollende monsterbaby i sit pæne tøj leverer sin herres budskaber og svinger pisken som ridefogeden over de kuede markarbejdere.

Hvor er det ubehageligt at indse, at disse umyndige bondetampe er os. Sammenbidte og rystende af tilbageholdte følelser står vi der, danskertampene, og stirrer rasende ned på vores træsko, mens månefjæset smiler fra sin hest.

Der er ikke andet at gøre end at være i følelsen, som man siger.

Er oplevelsen muligvis terapeutisk eller lutrende, endda lærerig?

Det er jo ikke umuligt at forestille sig, at en og anden i Venezuela går rundt og har det på samme måde for tiden. En, der gerne så eksdiktatoren hensygne i en amerikansk fængselscelle, men som bare ikke samtidig havde bedt om en dosis af den pax americana, som klinger så næsvist fra J.D. Vances lille triumferende mund.

Eller en panamaner, en iraker, en chilener, måske endda en iraner. Som ethvert underlegent folkeslag må have følt det, når folk med kødfulde, smilende ansigter er ankommet og har givet sig til at forklare, hvordan landet ligger, at de sådan set bestemmer, og at de tager den herfra, mange tak.

Det er ikke engang helt utænkeligt, at der går færinger og grønlændere omkring og genkender følelsen af at skulle lægge øren til en J.D. Vance, den samme kombination af arrogance og krav om underdanig taknemmelighed udtrykt fra talerstolen i vores folketing.

Ak. Vance er vitterlig verdens mest nævenyttige menneske. Men han er næppe det første.