Det startede som en stille uro i kroppen, der ikke ville lægge sig. Som om tankerne ikke længere kunne falde til ro, men hele tiden gled videre, videre, videre. En særlig form for desperation, der begyndte som en hvisken og langsomt voksede sig højere, indtil jeg til sidst fór op af sengen, mens jeg råbte den ud, hev mig selv i håret og græd højlydt, fordi jeg måtte erkende, at jeg igen i nat ikke kunne sove.

Endnu en nat, som i en skæv uendelighed lagde sig oven på nætterne før, og som langsomt, men sikkert havde gjort mig skør.