Der er børnekultur, jeg selv i barnlig øjenhøjde har oplevet og deltaget i og dyrket, og som jeg derfor er helt foruden distance til, når mine egne børn tilegner sig sagerne. Hvad mine yngste, drengen på syv og pigen på fem, angår, er det nok faktisk ikke ret meget andet end Kaj og Andrea, men det er også alt nok; der var efter min mening alt, alt for lidt markeret landesorg dette tidlige forår, da Keld Nørgaard, Kajs stemme og indre hånd, gik bort, han og Kaj var en national skat, basta.

Ah okay, der var også denne sommer guldgraveriet i Legoland, som lykkeligvis ligner sig selv på en gylden prik. Det er lige så magisk en oplevelse, som da jeg var dreng i 70erne, og som da min store søn var dreng i 90erne, møjsommeligt at si sig frem til den lille bunke af guldstøv, som af Legoland-medarbejderen smedes til en ægte guldmedaljon.