Landet, der forsvandt

Italiensk cykelsport er dybt fotogen, og det har den været, længe inden den blev det mindste populær andre steder. Man kan ikke åbne en bog om landevejssportens definerede epoker uden at fortabe sig i sort-hvide billeder fra de ældste løb med de bedste italienere. Smukke ryttere og ulasteligt klædte tilskuere langs boulevarderne i Milano, Torino eller Napoli. Man kan næsten høre den svage, salvelsesfulde musik fra restauranternes grammofoner og det klirrende porcelæn, der passerer gennem baristaernes hurtige hænder. Alt er passende pompøst og alligevel ægte autentisk på en måde, der har givet Italien det privilegium at skrive meget store dele af sportens dejligste kapitler. Ryttere, rammeproducenter og et umisteligt ejerskab af de mest prestigiøse løb har siden begyndelsen af 1900-tallet snoet sporten sammen med Italiens historie på en måde, der gør, at de ikke kan sive ud af hinandens genetiske kode igen.

»Cykelsporten var så vigtig i Italien, at den definerede generationer, udløste angst for borgerkrig, ændrede den måde, der blev talt italiensk på, førte til juridiske reformer og sågar fik paven til at hylde en navngiven rytter fra sin balkon på Peterspladsen i Rom. Sporten var så populær, at den skabte italienernes mentale forståelse af deres egen geografi, og det har været sagt, at det var cykelsporten og ikke politiske forandringer, der samlede Italien.« Sådan skriver John Foot i sin bog, Pedalare! Pedalare! Han er professor i moderne italiensk historie ved University of Bristol og har et indgående kendskab til cykelsportens dybe sammenhæng med italiensk identitet.