Kunstens skål

Brygger Jacobsens søn, Carl, var en mægtig mæcen, der ville fremme kunst og kultur, og omkring tidspunktet for hans fødselsdag 2. marts inviterer Ny Carlsbergfondet til fest for kunsten på Glyptoteket i København, og der er stil over det.

400 gæster står i kø for at trykke den samlede bestyrelse i hånden på vej ind i Glyptotekets smukke vinterhave, hvor billedhugger Kai Nielsens vandmoderen kigger kærligt på sine talrige børn under den smukt hvælvede glaskuppel, hvor palmer gror.

Der er flere nye hænder at trykke, for der er sket markante udskiftninger i både bestyrelse og ledelse. Sidste år var Christine Buhl Andersen den, man skulle trykke hjerteligst i hånden, hvis man ville gøre indtryk på Ny Carlsbergfondets øverste ledelse. Men af grunde, som de fleste, jeg spørger, har til gode at forstå, blev hun ikke forlænget på posten efter ellers flinkt at have forsvaret det store dyr i åbenbaringen, Good Governance, ved sidste års fest.

Nu er Buhl Andersens tidligere post splittet op mellem forperson i Ny Carlsbergfondet Sanne Kofoed og Charlottenborgs tidligere leder Michael Thouber, der nu er direktør for fondet.

På vej ind i festsalen kan man snuppe en sandwich og en drink, der er munter gensynsglæde blandt de fremmødte gallerister, kunstnere, museumsfolk, kuratorer, journalister. Kunstverdenens Grande Dame Bente Scavenius er i intens samtale, altid elegant og i stand til at virke interesseret, receptionskunst på højt niveau.

I den smukke festsal med antikke søjler og skulpturer med og uden hoveder får Sanne Kofoed i en rivende talestrøm fortalt historien om Ny Carlsbergfondets fundats og både lovet, at alt skal forblive ved det gamle, og antydet, at det er tid til også at værdsætte havekunst og design.

Haidar Ansari, der debuterede i 2022 med digtsamlingen Institutionaliseret, læser op fra sin kommende bog Normaliseret.

»Tag noget fucking ansvar,« lyder en sætning hos Ansari, der læser godt og får et stort bifald.

Så kommer højdepunktet, priserne. 400.000 kroner pr. kunstner, der er blevet peget på i år, plus et museumspersonslegat og et hæderslegat. Samme beløb, ægte guld, ægte glæde.

Jeanette Ehlers får sin kunstpris for, med Thoubers ord, at trække fortiden ind i nutiden. »Jeanette Ehlers’ kunst spørger os: Hvem bliver husket? Hvem bliver glemt?« siger han.

Måske har den helt vidunderlige Inge Bjørns kunst været lidt glemt. En væver, snart hundrede år gammel, får Hæderslegatet for at forene håndens og åndens arbejde.

»Jeg har været heldig«, siger hun, »jeg har ikke skullet leve af min kunst.« Nej, hun har nemlig undervist i 40 år på Askov Højskole plus det løse og derfor været fri til at lave fri billedvævning og i øvrigt også virket i otte årtier. Respekt!

Lene Adler Petersen får endelig anerkendelse for sit kunstneriske virke i egen ret. Børsen er brændt ned, men billedet af Den kvindelige Kristus i Adler Petersens nøgne skikkelse i Børsens sal er uudsletteligt.

Lene Burkard får museumsprisen for med vid og bid at have bragt god samtidskunst til Brandts Klædefabrik, før det blev moderne, og kalder kunst for »en trojansk hest«. Den er jo flot, som hun siger, men mere imponerende, når du lukker den op.

Lydkunstner Jacob Kirkegaard får pris for at stikke mikrofoner ind, hvor lyd normalt ikke registreres.

Så strømmer gæsterne ud til Babettes gæstebud og åbne ølhaner, og dét sætter de pris på.