A la carte. Fra dommedagsfilm i biografen til en tegneserie om femårige Fadi, der bliver kidnappet og smuglet til Syrien. Denne uges anbefaler er Aske Munck.
Kultur anbefalinger
Biograf
Blæst om D-dag
Umiddelbart er det måske vanskeligt at se, hvordan et fagligt opgør mellem to meteorologer skulle kunne bære en helaftensfilm. Men Pressure gør al skepsis til skamme.
Det er en forrygende iscenesættelse af den professionelle holmgang mellem den skotske meteorolog James Stagg (Andrew Scott) og den amerikanske hærs vejrmand Irving Krick (Chris Messina) om, hvorvidt historiens største landgang – D-dag, planlagt til 5. juni – skulle udsættes på grund af et svært forudsigeligt voldsomt normannisk uvejr (der kunne have kostet de allierede sejren i Anden Verdenskrig).

Vi er milevidt fra en klassisk Hollywood-krigsfilm, idet broderparten af filmen udspiller sig i beslutningsrummet for den allierede overkommando i Southwick House i England.
Den centrale konflikt udgøres af de verbale og faglige sammenstød mellem de to vejreksperter, men kulminerer i den brovtende Dwight Eisenhowers (spillet af Brendan Fraser) hvidglødende raseri over det skotske vejrorakel James Staggs forbehold over for Irving Krick. For Krick har ledt Eisenhower lydefrit gennem den sejrrige kampagne i Nordafrika. Men som Stagg knastørt påpeger, kan man ikke bruge geografiske analogier i meteorologi: »Det her er ikke Casablanca. Det er Nordeuropa.«
Pressure, i biografer landet over.
Musik
Solaar-formørkelse
Gallisk raps grand old man, fransk-senegalesiske MC Solaar, er aktuel med genudgivelsen af Cinquième As. Hvis De ikke kender MC Solaar, er De undskyldt. En rettighedsstrid med Polydor/Universal gjorde det umuligt at streame MC Solaars fire mest ikoniske album i knap to årtier.
Solaar vandt godt nok retten til at udnytte indspilningerne, men pladeselskaberne lå inde med de fysiske optagelser. Og derfor blev hverken Qui sème le vent récolte le Tempo (1991), Prose Combat (1994), Paradisiaque (1997) eller MC Solaar (1998) tilgængelige, da streamingen overtog musikformidling.

Indtil efteråret 2021 var Solaar-fans således tvunget til at hive stereoanlægget ned fra loftet. Et nyt juridisk opgør truer nu udbredelsen af singlen »Comme Caroline«, som han udgav i februar med den algerisk-canadiske sangerinde Zaho – en replik til Solaars 1991-hit »Caroline«. Hans daværende producer, Jimmy Jay, har nemlig sagsøgt MC Solaar for ophavsretskrænkelse, da han hævder at være medophavsmand til det oprindelige dunderhit.
MC Solaar, Spotify
Streaming
Kugleregn
Man blæser gennem femte og sandsynligvis sidste sæson af den forrygende israelske serie Fauda. Serien handler om medlemmerne af en eliteenhed i Shin Bet, hvis speciale er infiltration af arabiske terrorenheder. Og i denne sæson døjer agenterne med efterdønningerne efter terrorangrebet 7. oktober.
Doron (Lior Raz) bliver sendt til Marseille for at bremse en gammel kollega, der vil have hævn over en derboende Hamas-terrorist, som angiveligt slog hans kone og to børn ihjel under terrorangrebet. Men hævntogtet leder dem på sporet af en ny terroraktion, som Hamas’ eliteenhed Nukhba er ved at planlægge, og mere skal ikke afsløres her.

Det er klaustrofobisk, intenst, velspillet og effektivt sat sammen. Og til dem, der måtte frygte, at det er for proisraelsk, vil jeg skynde mig at nævne, at serien er blandt Netflix’ absolut mest streamede serier i blandt andet Jordan, Qatar, Bahrain, Marokko, Oman, Kuwait, Egypten, De Forenede Arabiske Emirater og sågar i Saudi-Arabien. Årsagen er den indlysende, at hverken persongalleriet eller skildringen af de forskellige etniciteter og nationaliteter er manikæisk eller karikeret (med undtagelse af franskmændene), men derimod nuanceret og grumset – ganske som virkeligheden.
Fauda, sæson 1-5 kan ses på Netflix.
Tegneserie
Erindringståger
Den franske tegneserieskaber Riad Sattouf har vundet stribevis af priser for sit seksbinds erindringsværk Fremtidens araber, hvor han i graphic novel-form beskriver sin barndom i Libyen, Syrien og Bretagne. Hans nyeste udgivelse Jeg, Fadi. Den stjålne bror skuffer heller ikke.
Historien handler denne gang om hans lillebror Fadi, der bliver taget fra familiens trygge hjem i Bretagne som femårig. Han bliver kidnappet af faren, der smugler ham med til Syrien og sender ham i den lokale skole. Han får nye venner, men døjer konstant med hjemve og ængstelse over den rå syriske hverdag, et brutalt skift, som Sattouf behændigt markerer ved at lade den monokrome farvepalet skifte fra gullig til orange over i et rent blegrødt skær, ligesom de i begyndelsen uforståelige arabiske kommentarer fra tilfældige mennesker langsomt bliver oversat.

Det er en rørende bog, der handler om alt fra kærlighed, kynisme og søskendejalousi til mobning, angst, forældreskab og vold. Og som får en intens vægt og vedkommenhed af at blive skildret gennem den lille Fadis uskyldige observationer af lyde, lugte og følelser. Og med Sattoufs klassiske naivistisk stiliserede streg.
Jeg, Fadi af Riad Sattouf, Forlaget Cobolt.
Bog
Kreativt stormvejr
Hvad er vores kultur værd, hvis vi alligevel har overladt alt kreativt hjernearbejde til algoritmestyrede sproglæringsprogrammer?
Hans Scherfig leverer et frugtbart indspark i debatten med sin undervurderede klassiker Den fortabte abe, der foregreb denne problemstilling allerede i 1964. I den underfundige roman bliver kapucineraben Primus en kunstnerisk verdenssensation med sine klatmalerier, der hyldes som spontane og originale. Et sydende satirisk angreb på modernismens kunstkritik og kunstmarkedet og dets horder af pengegriske filistre og investeringsivrige spidsborgere.

Romanen er interessant ikke mindst på grund af intentionsproblematikken: For kan man kalde Primus’ lærreder kunst, når de er frembragt uden egentlig æstetisk hensigt? Det er præcis samme spørgsmål, man i dag stiller til værker frembragt af AI-billedgeneratorer. I vor tids læsning af romanen træder AI blot ind på abens plads – mens spørgsmålene om den bevidste (eller ubevidste) intention forbliver de samme.
Den fortabte abe, købes i boglader.


