Kulturanbefalinger

Serie

Kultkitsch

Savner man de år, hvor hitlisternes dominerende musik lød mest skraldet, kan man også blive hjemme og streame den fantastisk kitschede og vidunderligt tidstypiske tv-serie Manden med de gyldne ører, og det bør man faktisk gøre uanset musiksmag. Efter alt for mange år er 2009-serien endelig at finde på DRTV. Det er spøjst, men tilgiveligt, at de danske licensbetalerne skulle vente så længe på et gensyn med Nikolaj Steens narcissistiske, solariebrune førsteelsker, den fyringstruede pladeselskabschef Jakob Deleuran. Han kører rundt i sin hvide sportsvogn og forsøger at redde sin økonomi, som også er pladebranchens, som den så ud i 2009. Den serie er så gennemført troværdig for sin samtid, at hvis den Den Gamle By i Aarhus beslutter at udvide sin nutidsudstilling og bygger en 2009-afdeling, for eksempel en minimalistisk penthouse, bør dvd-udgaven af Manden med de gyldne ører stå på et glasbord ved siden af en B&O-fladskærm. Til evigt minde om dengang, en stjålen cd-demo og en Ekstra Bladet-forside kunne true en karriere, til dengang, det var »spændende« med rappende indvandrerdrenge, og dengang, det virkede som en god idé at bede Morten Breum om at remixe en konfirmationstale af Michael Falch. Og så har jeg ikke engang nævnt, at Nik & Jay har indtalt hvert afsnits intro og outro.

Manden med de gyldne ører, DRTV.

Podcast

Levnedsmusik

Ovre på Radio4, hele Danmarks undergrundsradio, har en erfaren musikjournalist gang i en kombination af musikopdragelse og undersøgelse af, hvordan kunstneriske minder lagrer sig i et menneske. Journalisten hedder Anders Bøtter, og hvis man genkender hans navn, skyldes det, at han i en længere årrække har fungeret som musikjournalist på DR P6. Det seneste halvandet år har han beværtet Portrætalbum. Et ugentligt magasin, som heldigvis er udvidet til to velproducerede timer. Bøtter inviterer en gæst i studiet og beder vedkommende medbringe et album, som har været definerende for et bestemt tidspunkt i hendes liv. For eksempel da Amanda Collin lyttede til Bon Iver og levede en sværmerisk tilværelse som aspirerende skuespiller i New York, da Kjartan Arngrim fra Folkeklubben fandt en retning i livet med Lars H.U.G.s City Slang, eller – og det er måske den største anbefaling – da forfatter og satiriker Anna Juul lærte at stå på mål for sin smag, uden at kalde den skamløs, takket være sin kærlighed til Poul Krebs. Hver udsendelse udfolder et menneskes forhold til et bestemt album, synkront med samme albums plads i musikhistorien. Det kunne have været et tandløst format, men værten formår at kombinere musikkens og modtagerens liv, så man bliver nysgerrig på begge.

Portrætalbum, Radio4.

Festival

Litteraturfejring

Hungrer man efter mere portrætkunst, kan man i denne weekend stige på regionaltoget mod Humlebæk nord for København, hvor kunstmuseet Louisiana afholder sin årlige litteraturfestival til og med søndag. I museets store have ud til Øresund kan man opleve forfatterinterview, oplæsninger og performances med, blandt mange andre, Katrine Marie Guldager, Jonas Eika og Ali Smith. Derudover vil udgivelsesaktuelle Theis Ørntoft fortælle om sin slægtsroman Jordisk, klimakollektivet Forfattere ser grønt performe i naturens navn og Søren Ulrik Thomsen samtale med Glenn Bech. Af udenlandske navne kan man eksempelvis opleve amerikanske Joyce Carol Oates, franske Constance Debré og den tanzaniske nobelprisvinder Abdulrazak Gurnah, mens årets åbenlyse hovednavn er japanske Haruki Murakami, som optræder både torsdag, lørdag og søndag. Orker man, kan man blive hængende til sidst på eftermiddagen søndag, hvor digter Caspar Eric går på scenen med sit musikalske sideprojekt, det elektroniske, autotunede spoken word-band Intet Altid. Men man behøver ikke.

Louisiana Literature, fra 17. til 20. august.

Satire

Undergangsguld

Længes man endnu længere tilbage, er der også en anbefaling til en helt anden, gylden æra. En novemberdag sidste år slentrede jeg rundt blandt farverige og svulstige messestande på Bogforum i København, da en distingveret herre i en noget mere spartansk indrettet lille lomme lokkede mig hen til sin stand. Han havde bundet en butterfly i stof og udstillet en smuk, enkel, mørkelilla bogforside. Ned med Europa hed bogen, forfattet af den tysk-franske satiriker og lyriker Yvan Goll. En skarp pen fra de brølende 1920ere, sagde herren, som var forlægger for det lille con amore-forlag Wunderbuch. Sammen med oversætter Adam Paulsen havde han sat sig for at præsentere Goll for et dansk publikum. Goll har ufortjent været glemt blandt den lange liste af mellemkrigsforfattere, og han har ikke været oversat til dansk før nu. Manden talte om Goll som en guldskat. »Ham vil du kunne lide,« sagde han, og jeg var for længst overbevist og købte Eurobacillen med, som jeg i dag vil mene er endnu bedre. Den og Ned med Europa udgør Golls såkaldte Europa-trilogi, som blev fuldendt på dansk denne sommer med Sodoma og Berlin. Den europæiske kanon mangler ikke undergangsfortællinger, men Golls stilfulde og humoristiske stil kan noget særligt. Stor anbefaling hermed givet – også til at bruge butterfly som blikfang.

Yvan Goll, Forlaget Wunderbuch.

Musik

Avantgardemanifest

Kan man derimod stole på anbefalinger fra anonyme digitale tjenester som Spotify? I fjor tog jeg chancen, da musiktjenesten mente, at jeg burde lytte til et umiddelbart generisk kunstnernavn, jeg aldrig havde hørt om: Andrew Bird. Jeg startede fra toppen, så at sige, og fulgte også kunstnerens forsøg på blikfang, My Finest Work Yet, som den amerikanske avantgardepopmusikers album fra 2019 hedder. Modet betalte sig. Derfra kunne det umiddelbart kun gå nedad, men det viste sig, at også Are You Serious (2016) og Inside Problems (2022) er fremragende. Jeg fremhæver enkelte plader, for Birds katalog tæller 16 udgivne soloalbum – og endnu flere fra hans ungdomsbands. Musikalsk er Andrew Bird beslægtet med Sufjan Stevens, Andy Shauf, Rufus Wainwright og østrigske Waldeck, og jeg kunne fortsætte, for han lader sig ikke begrænse. Nogle numre er store, cinematiske ballader med radiovenlige omkvæd, og senere på samme plader lyder det, som om hans bærende instrument er en sav. Det burde ikke fungere, men det gør. Lyt selv – og begynd med nummeret »Manifest«.

My Finest Work Yet, Andrew Bird.