Kriger uden maske

Weekendavisen rapporterer fra begivenhederne, De ikke vidste, De gik glip af. Vi kalder det Pssst.

Se, nu stiger hun på toget med sin silkeskinnende sovehætte på hovedet, stadig søvndrukken og forpuppet, skønheden venter på at folde sig ud. Se, nu afklæder hun sig den lyserøde hårpose, og de veludhvilede lokker falder ud en for en, fugtmættede og friktionsløse skinner de i vintersolen. 

Se, nu fremdrager en anden ung kvinde en makeuppung fra sin taske, væsker, cremer, eliksirer bliver stillet frem på togets dirrende sidebord. Hun spejler sig i telefonens kamera. Nogle produkter påføres med sirligt, cirklende fingerspidser, mens andre fordeles med en dråbeformet svamp i rutinerede dup-dup-dup-bevægelser. Ansigtsformen manipuleres en anelse med sminkefrembragte skygger, huden omkring øjnene får også en særlig behandling (den lysnes?), det hele forsegles af en spray, hvis dråber er lige så fint forstøvet som det vand, jeg frisker mine stueplanter op med. Øjenvipperne lades være i fred, hun har snydt hjemmefra, de er tunge og kunstige og får hende til at ligne et mildt bjørnedyr. Også neglene er fikset på salon, hårde, pyntede og akryliske. Men se, nu får en tredje flettet sit hår af en veninde, en stram og symmetrisk sildebensfletning.

Se nu engang, se virkelig efter, de bliver klar til verden i verdens påsyn.

DET ER BLEVET sagt om ungdommen, at den er sygeligt optaget af at præsentere et forskønnet billede af sig selv for omverdenen, men den omverden indbefatter tilsyneladende ikke os, de andre pendlere. I hvert fald er jeg flere gange om måneden vidne til, at en eller flere unge kvinder på turen fra Hillerød til København forvandler deres kvadratmeter af S-toget til en skønhedssalon.

Det er muligvis generende at være vidne til andre menneskers morgentoilette, hvis man er snerpet eller parfumeallergiker, men jeg finder det rørende. Ikke alene har jeg nu været afkoblet skønhedsindustrien så mange år, at der øjensynligt er opfundet alskens dims, hvis formål er mig æggende ukendt, men der er også noget opmuntrende ved, at så mange så ugenert fremviser bumser (der får små plastre på sig?), rande og rødme. Da jeg var ung, lød devisen, at man ikke måtte gå uden for en dør, uden at de første tre tunge lag af mascara var forstenet på vipperne, og overnattede man hos en date, skulle makeuppen afvaskes i nattens mulm og mørke og rekonstrueres ved solopgang, før den udkårne var vågen – hans uvidenhed om makeuppens forvandlende magi var magtpåliggende.

For de unge kvinder i toget ser spillereglerne ud til at være nogle andre: Facaden skal opbygges, bestemt, men at den er en illusion, må både veninder, klassekammerater og alle andre togrejsende gerne få at se. Måske er den tiltænkt et helt andet, mere virtuelt publikum. Måske er forvandlingen – maskespillet – mere legende og mindre selvværdsnedbrydende, end man kunne fristes til at tro.

Det kunne man da håbe.