Wang Xinyi, en 33-årig kvinde fra storbyen Xian i det nordvestlige Kina, husker tydeligt omverdenens vantro og skepsis, da hun for 15 år siden begyndte at gå rundt i kejsertidens flagrende gevandter.

Hendes mor kunne ikke forstå det; hendes medstuderende på universitetet troede, at hun var klædt ud til en eller anden form for forestilling. De anede ikke, at de stod over for en repræsentant for et af Kinas mest markante popkulturelle fænomener i nyere tid.