Sidste scene i Ali Abbasis Holy Spider er muligvis filmens mest afdæmpede. Og alligevel uhyggeligste.

Den 12-årige Ali, søn af filmens omdrejningspunkt og seriemorder, fortæller i familiens dagligstue om sin fars drabsmetode: Saeed Azimi samler prostituerede op fra gaderne i Irans hellige by Mashhad på sin motorcykel. Han tager dem med hjem i sin lejlighed, låser døren bag dem, rækker dem pengene, og mens de tæller sedlerne, kvæler han dem bagfra i deres hovedtørklæder, forklarer Ali – og kalder på sin lillesøster.