Luk mig ind i din drøm, Leonora

Det ligner en slotspark. Himlen er blå, skyerne hvide, og træerne er nyklippede. Men de kongelige, som regerer på denne egn, er mystiske. En høj kvinde indsvøbt i et koskind uden fri adgang for hendes arme kigger indad, mod sine lukkede øjenlåg, på hendes store manke af en hårpragt er anlagt en form for park, og bag hende vogter fire små rensdyr en lilla kedel. Kigger man nærmere, ser man, at træerne har forvandlet sig til hestehaler, og at hestene er bundet fast til sig selv. Er silhuetterne ude i horisonten så figurer eller planter, og kommer flagermusene fra dybet under slotsparken snart op og drikker te med de andre? Leonora Carringtons maleri Grøn te, (Den ovale dame) fra 1942, som hænger på Arken, er en påmindelse om, at man skal kigge efter en ekstra gang, hvis man både vil se ind i drømmen og ud i virkeligheden.

Det trækker op til regn. Det er en af de første efterårsdage på året, det blæser så voldsomt, at jeg går mere til venstre, end min krop ønsker, den bliver ligesom trukket hen ad fortovet, ud mod gaden, som om usynlige kræfter i luften forsøger at fortælle mig, at der kan være noget værdifuldt at finde under en bil, som kan køre mig ned. Jeg beslutter mig for at undgå vinden og trækker mod højre hele vejen over Dronning Louises Bro, hvor vinden blot insisterer yderligere. Jeg triumferer, da jeg træder ind på mit atelier, trækker gardinet op, lukker lyset ind, ser blæsten indefra, der hvirvler blade og skrald op, så det danser vægtløst i luften, trækker gardinet ned igen, kaster mig på den hårde madras på gulvet og falder i søvn, før mit hoved rammer tæppet.