Kedsomhedens glemte kunst

Jeg så min første James Bond-film, da jeg var otte. Det var i Kinopalæet, filmen var Moonraker med Roger Moore, og jeg var hooked. Jeg brugte i de kommende uger alle sparepengene på biografens James Bond-kavalkade og så klassikere som Goldfinger og Thunderball (med den »rigtige« agent 007: Sean Connery). Mine ældre venner købte min fysiske billet, og jeg husker ængstelsen over at skulle forbi den kropssvære kontrollør, som mindede mig om, at jeg ikke opfyldte aldersgrænsen på 12 år, og at den gik »denne gang, men ikke næste«, som han prustede til mig. Hver gang. Jeg husker også, at jeg måtte vente et år til næste kavalkade, fordi jeg ikke havde penge nok til at se alle film. Men sådan var det. Tålmod og forventningsglæde gik op i en højere enhed.

I dag er det anderledes. Helt anderledes. Lad mig bare krybe til korset og medgive det: Jeg er et utålmodigt gemyt. Jeg dytter, når folk ikke kører frem for grønt med det samme; jeg nærmest morser s.ø.n.d.a.g.s.b.i.l.i.s.t. med det lange lys, når de hænger i overhalingsbanen. Og jeg kan ikke snuppe, at andre bliver betjent før mig, hvis jeg selv kom først.