Levned & Meninger. Man kan sagtens ændre sig til det bedre. Men ens karakterbrister er ikke dem, man selv tror.
Kan man holde op med at bekymre sig?
De seneste uger har jeg opslugt læst videnskabsjournalisten Olga Khazans bog Me, But Better, som spørger: Kan man ændre sin personlighed? Det korte, opløftende, foruroligende svar er: Ja.
Khazan tager udgangspunkt i sin egen dårlige personlighed. Det er selvfølgelig en strategisk, journalistisk overdrivelse, men hun har også videnskabens ord for det. Femfaktormodellen eller The Big 5 kaldes det system, man igennem psykologiens historie har kunnet enes om bedst beskriver og kvantificerer menneskers personligheder: Fem væsentlige personlighedstræk. Fem akser. Er man indadvendt eller udadvendt; venlig eller uomgængelig; åben eller rigid; neurotisk eller stabil; ordentlig eller uorganiseret. Det er ikke et nulsumsspil, man kan sagtens være helt i top eller helt i bund på alle kategorier. Og testen fortalte Khazan, at hun var bimlende neurotisk, uomgængelig og på ingen måde udadvendt. Men da hun efter at have arbejdet med sin personlighed tog testen igen, viste den store forbedringer.
Jeg har altid været bekymret. Eller kald det nervøs, ængstelig, neurotisk. Hvis telefonen ringer fra et ukendt nummer, bimler hele nervesystemet, jeg ved med det samme, at jeg har efterladt noget tændt, og nu er hele karreen brændt ned. Hvis de ringer fra skolen, er min datter nok på skadestuen. Hvis min mor ringer, er det nok, fordi hun er død. Og så videre: tankemylder, vakkelvornt selvværd, katastrofetænkning, præstationsangst. Hvis man er ængstelig, ved man det udmærket, og man tænker meget på, om der dog ikke findes en kur.
Jeg kunne derfor ikke vente med at følge Olga Kazans eksempel. Og så alligevel: Som alle selvdiagnosticerede neurotikere formoder jeg, at fejlen samtidig er en superstyrke. At overtænkningen giver mig en fordel; at man bliver en sjov, selvudslettende Woody Allen-film af at gruble og katastrofere. Når jeg spørger en ældre kollega, om hun stadig har præstationsangst efter mange år i branchen, hver gang hun afleverer en artikel, svarer hun: »Selvfølgelig« og tilføjer: »Og det virker jo!«
DEN USTABILE KUNSTNER er en type af en grund. At bekymre sig er også at tænke kreativt; at kunne opdigte en hypotetisk situation og ud fra denne opdigte endnu en hypotetisk situation er en opskrift på overtænkning. Men også på at skrive romaner. Og apropos, så er personlighedspsykologi og -brister spændende, fordi de kortlægger os som karakterer: Romanpersoner med indviklede komplekser eller græske helte, der har én tragisk fejl i kernen af deres væsen. Vi har det med at bygge hele narrativer op om vores fejl. De bliver små kæleneuroser, nøgler til vores selvforståelse. Hvis man for eksempel både er meget magelig og meget ambitiøs, er det en opskrift på evig indre kamp. Hvis man både har brug for tryghed og eventyr, så held og lykke til alle ens parforhold. Et af de bedste spørgsmål til at lære andre mennesker at kende er et frejdigt og åbent: Hvad er dit problem? Ofte vil enhver have ét tilbagevendende dilemma, der hjemsøger dem i forskellige afskygninger gennem hele deres liv.
Alligevel vil jeg gerne overkomme ængsteligheden. Den er en falsk ven, som Khazan skriver, der saboterer ens arbejde og til gengæld tager æren for enhver succes.
En stor pointe i bogen er, at man kan ændre sig, men kun ved at handle anderledes. Tvinge sig selv til at gøre, som en udadvendt, selvsikker, optimistisk person ville. For at blive mere ekstrovert melder Khazan sig for eksempel til improteater. Personligt ville jeg hellere gnave min arm af.
Buh. Men jeg ved det godt. At det er ændret adfærd, som modvirker angsten. At føre taknemmelighedsdagbog og tvinge hjernen til at se positive mønstre i stedet for paranoide. At lave kropsscanninger og hjælpe bevidstheden ned i kroppen. Meditere. Alle de her træningspas, man ikke gider lave, fordi det er tryggere at være trist på en velkendt måde end at prøve noget nyt.
MEN HØR NU det åndssvageste. Resultatet af min personlighedstest lød, at jeg er et under gennemsnit neurotisk menneske. Total identitetskrise. Det er ikke, fordi jeg ikke har karakterbrister. Testen fortæller mig, at jeg er et rodehoved, ingen selvdisciplin, ingen ordenssans. Hvilket er en indrømmelsessag. Det er bare ikke de fejl, jeg har bygget min identitet op om.
Men nu hvor testen fortalte det, kunne jeg godt genkende nogle tegn. Jeg tror knap nok, jeg har grædt i år. Der går måneder, ikke dage, mellem uforklarlige regnskyl. Jeg hyperventilerer ikke hele torsdagen, selvom deadlineangsten stadig flakser i maven. Jeg skal ikke kunne sige, hvor stabiliteten kommer fra. Måske er det simpelthen hjernen, der endelig begynder at forstå empirien: At verden ikke går under, lige meget hvor overbevisende ens katastrofetanker maler apokalypsen på væggen. På en bizar måde har det også hjulpet, at verden har været så ekstraordinært meget af lave de seneste år, og at de partikulære katastrofer definitivt ikke var min skyld: coronaepidemien? Havde definitivt ikke noget med den at gøre.
Tiden går, og ting går over. Det er antiklimatisk, men opmuntrende. Vi er vant til at tænke i årsag og virkning, at man en skønne dag som en græsk helt vader ind i et afgørende vendepunkt – en peripeti – hvorefter ens livs dramaturgi ændrer sig drastisk. Men ofte er det sådan, at man bare uforvarende bliver mere ligevægtig.
Som min veninde, der prøvede alt for at komme ud af sin spiseforstyrrelse og pludselig en dag kunne konkludere, at hun var vokset fra det. Uforvarende.
Vi kender stereotypen om den gnavne gamle mand. Men forskning viser tværtimod, at man bliver mere venlig og eftergivende gennem tiden. Det lyder som det modsatte af Olga Khazans pointe: At man er nødt til aktivt at gøre noget. Men måske er det bare, at man stille og roligt internaliserer alle de gode råd, man har fået gennem tiden, og begynder at efterleve dem.
