Den tale, jeg helst ville have overværet, er min fars tale til den franske nouvelle vague-instruktør François Truffaut, da denne i 1966, to år før jeg kom til verden, i Aarhus blev udnævnt til Studenternes Æreskunstner, og som angiveligt, ifølge blandt andre Bettina Heltberg, kastede auteuren ud i et ubændigt grineflip takket være min fars ukuelige cirkusfransk. Den tale findes der ikke engang billeder af.

Den bedste tale, jeg faktisk har overværet, er Peter Seebergs tale for Jens Smærup Sørensen, der befandt sig udenlands, ved uddelingen af Adam Oehlenschläger-legatet i Forfatterforeningens absurd fornemme lokaler i Strandgade i 1996.