Anmeldelse: Rød himmel. Christian Petzolds nye film er en intim, ildevarslende sommerdrøm fuld af indestængte følelser og apokalyptiske forvarsler. Et mesterværk om små liv og store fortællinger.
I et sommerhus ved verdens ende
I lighed med de fleste andre anmeldere forsøger jeg at slå koldt vand i blodet, når jeg afsiger en utvetydig dom over en film. Som hovedregel bør man både undgå at oversælge og undersælge det, der ligger til vurdering. Alligevel tør jeg godt forudsige, at der ikke i 2024 vil blive vist en bedre europæisk film i de danske biografer end Christian Petzolds Rød himmel.
Dét er som sådan ikke nogen overraskelse. Tyskeren har for længst slået sit navn fast som en af kontinentets førende instruktører. Siden de tidlige 00ere, da han tog springet fra tv- til spillefilm, har han udvist en suveræn sans for filmkunstens grammatik. Petzolds film er studier i iscenesættelse, fortælletempo og følelsesmæssig kontrol. Hver eneste indstilling og hvert eneste klip glider hen over lærredet med en fortryllende lethed og føles samtidig overlagt og uundgåeligt.



