Forventninger. Tiden kalder på en genrejsning af maskulinitetsidealer. Men kan det virkelig passe, at det tidligere så problematiske testosteron nu er den eliksir, vi skal næres og beskyttes af?
En rigtig mand
Illustration: Rasmus Meisler
I det skjulte er jeg begyndende krigsprepper. Ingen ved, at jeg har anskaffet mig et lager af powerbanks, tørfoder, en nødradio og et førstehjælpskit, eller at jeg i al hemmelighed er ved at rydde skunken og sikre mig tre liter vand pr. person i husstanden til tre døgn, 27 liter i alt. Men det stopper ikke med det. Når der ikke er andre til stede, træner jeg børnene i Krav Maga, jeg planlægger at blive en del af Hjemmeværnet og anskaffe mig en huspistol af lille kaliber! Når jeg går så stille med dørene omkring det, er det, fordi jeg egentlig er sådan en type, der går i terapi, når grænserne føles truet af en ydre fjende. Normalt løser jeg enhver konflikt ved hjælp af girafsprog, og jeg kender den passiviserende effekt, det har at lade tårerne trille for et godt ord.
Jeg er trænet i at forholde mig til både min egen frygt og den globale uro ved at sætte Cat Stevens på anlægget, stige om bord på fredstoget og trække Francis Fukuyama ud af bogreolen. »De liberale demokratier har sejret, og der er ikke flere storideologiske krige, der skal udkæmpes. Punktum,« siger jeg for mig selv. Lille Bertel sover på mit bryst, da jeg således stabiliseret sætter mig i den tofarvede designsofa med armen om treårige Mogens for at se nyindspilningen af Disney-klassikeren om tyren, der hellere vil dufte til blomsterne end slås. Det pacifistiske dyr får mig til at fortryde, at jeg sådan har slået på krigstrommerne. »Han er da ret sej, ham Ferdinand, ikke?« siger jeg og giver Mogens et klem. »Jeg er Valiente!« svarer han konsekvent og peger på skærmen, hvor Ferdinands opfarende og voldsparate antagonist, der har mistet sit ene horn i et slagsmål, fnysende vender ryggen til for atter at gå i kamp. Jeg gyser, men tier.
Del:
