Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev Ej blot til lyst. Læs mere og tilmeld Dem her.

En principiel diskussion, som går igen i flere variationer i kulturlivet i disse år, drejer sig om repræsentation. For hvem skal kunsten egentlig repræsentere?

For nogle uger siden var jeg gæst til Gyldendals efterårsreception og hørte dér forlagschef Simon Pasternaks tale, der som tidligere år udtrykte hans ønske om at gøre sit forlag til et sted med plads til flere »perspektiver«, som vel bedst kan forstås som en eufemisme for det mere politisk ladede udtryk »identiteter«:

»Vi skal have modet til at udfordre vores egne og hinandens historier, også selvom det kan gøre ondt på identiteten. Det kræver, at vi giver plads til hinanden. Vi skal give plads til flere perspektiver på øen, plads til flere øer, Læsø for eksempel, måske ikke kun fortalt fra mændenes eller kaptajnernes synspunkt, men fra naturens, tidens, arbejdets, kvindernes og børnenes perspektiv, som ser en anden historie, en usynlig historie,« lød det blandt andet fra Simon Pasternak.

»Gyldendals Simon Pasternaks programerklæring tvinger os til at overveje, hvordan vi prioriterer henholdsvis »det gode, det sande og det skønne«. Hvad er vigtigst? I livet? Og i kunsten?« skriver kulturredaktør Kathrine Tschemerinsky. Arkivfoto: Liselotte Sabroe, Scanpix
»Gyldendals Simon Pasternaks programerklæring tvinger os til at overveje, hvordan vi prioriterer henholdsvis »det gode, det sande og det skønne«. Hvad er vigtigst? I livet? Og i kunsten?« skriver kulturredaktør Kathrine Tschemerinsky. Arkivfoto: Liselotte Sabroe, Scanpix

At vi her i Danmark har en forlagschef, der så tydeligt kommunikerer, hvad han ønsker at bruge sin magt til at ændre, er en gave til os andre, for det er en anledning til på afstand at betragte en pluralistisk vision realiseret og endvidere gruble over – og kommentere! – dens styrker og svagheder.

Modtag Weekendavisens kulturnyhedsbrev

Kom med ind på kulturredaktørens kontor, når Kathrine Tschemerinsky giver perspektiv på ugens vigtigste kulturhistorier.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen ugentligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Simon Pasternaks programerklæring tvinger os til at overveje, hvordan vi prioriterer henholdsvis »det gode, det sande og det skønne«. Hvad er vigtigst? I livet? Og i kunsten?

Filmanmelder Lasse Winther Jensen bringer et overbevisende argument for minoritetsrepræsentation til torvs i ugens kultursektion, når han i sin artikel om tre markante værker af transkønnede instruktører konkluderer, at de udmærker sig ved at give form til erfaringer, vi ikke har fået formidlet på film før, og som der nu findes et udtryk for. Filmene »udgør et formidabelt argument for en identitetsbaseret tilgang til kunst, der tilsiger, at den enkelte kunstners baggrund og specifikke perspektiv har altafgørende betydning for, hvilken form for kunst det er muligt at skabe«, skriver Winther Jensen i sit opsigtsvækkende essay.

Diskussionen fortsætter i Anna Raaby Ravns interview med filosoffen og debattøren Ahmad Joumaa, som mener, at folkebibliotekerne svigter som institution i deres manglende repræsentation af etniske minoriteter. Men er det rigtigt? Eller er det først og fremmest litteraturen, bibliotekerne skal repræsentere?

Selv er jeg langtfra overbevist om, at diversitet automatisk er en garanti for bedre kunst. Ej heller er jeg overbevist om, at kunsten overhovedet har til opgave at repræsentere nogen. Faktum er, at debatten om, hvem der skal fortælle historien om livet på øen, hvor vi lever, langtfra er slut.