Hvem revser røgteren for?

Når filosoffen Vincent Hendricks lader de to udtryk »et slag i bolledejen« og »frit slag« tørne sammen og i Jyllands-Posten udtaler, at det er »forkert at hævde, at vi med de sociale medier har fået helt frit slag i debat-bolledejen«, ler sprogrevseren på sin karakteristiske glædesløse måde. Ja, det er vel godt, at Hendricks ikke ustraffet fik lov at gøre vold på sproget (ordene faldt i 2019, så han har sikkert gået og troet sig sikker), men vil det ændre noget at påpege professorens fejltrin, hvis sproget, og dermed verden, alligevel er mere eller mindre fortabt?

Sådan er det at være sprogrevser. Man er skiftevis triumferende og bitter. Men mest bitter.

På det seneste er jeg kommet i tvivl om, hvorvidt min livslange frivillige indsats for at gøre andre menneskers sprog bedre har været en fejl. Var det et hint, da de himlede med øjnene og sukkede, tilbage i 2. klasse, når jeg venligt sufflerede en anden elevs svar til læreren med en lille rettelse?

Jeg har jo altid forsøgt at »rette opad«, altså ikke jorde folk, der taler dialekt eller sociolekt (medmindre der er tale om radioværter på P3 eller P6 Beat, der ingenting kan sige rigtigt, og som imiterer folkesproget, selvom de (nok) er vokset op i villaer ved Utterslev Mose).

Forsøger man blindt at ensrette sproget, så det svarer til, hvad ens egen socialklasse lærte for en eller to generationer siden, er man først og fremmest en snob. Nej, man bør fokusere og kun rette det dovne og det sjuskede sprog – de fejl, der stjæler nuancer og gør sproget mindre, for eksempel Vincent Hendricks’ opløsning af »et slag i bolledejen« og »frit slag« i ét, meningsløst, udtryk.

Jeg har ikke sagt det til nogen, men der har stået »det virker til, at« i Weekendavisen for nylig i stedet for »virker som« eller »lader til«.

Det er flot gjort, at jeg ikke har påpeget denne fejl, for det er svært at holde sproglige observationer inde! I avisens lokale beskedsystem, Slack, har jeg for nylig foreslået, at vi skal være vagtsomme og undgå formuleringer med klicheen »maskinrummet« (altså samfundets) og verbet »buldre« (som i: »Inflationen buldrer derudad«). Buldre er et TV 2-ord, og nej, skibe styres ikke fra deres maskinrum. Folk, der taler om »maskinrummet«, har en fetich for olieindsmurt kansastøj, men de har ikke haft det på.

Nogle gange skal man jo bare styre sit sprogrevseri. Forleden, da mit yngste barn fik balsam i sit fine, lyse hår, og min kone smilede og sagde: »Prøv at dufte det,« mumlede jeg på en lidt nervøs og tic-agtig måde: »Lugte … det hedder lugte til … ting kan dufte, men man kan jo ikke dufte til dem … transitive verber … mumlemumle.« Hvorfor kunne jeg ikke bare dufte til den balsam og være til stede?

Revserens dont er sjældent påskønnet. Hvem kan lide at blive rettet? Sproget er intimt; at få rettet sine ord er ikke meget anderledes end at få udpeget et langt hår på sin næseryg. Men vil man ikke hellere rækkes en pincet og et lille spejl end gå hæslig gennem livet?

Den kærlighed, som tilflyder sprogrevsere, kommer – højst – fra folk, der er på lang afstand af fænomenet. Alle hader at få en p-bøde, men alle kan også indse, at vejene ville blive ufremkommelige, hvis parkeringsvagterne ikke stangede afgifter ud. Som sprogrevser udfører man et beskidt arbejde i mørket, som skoler, medier og forældre ikke formår. Man er den sproglige Batman.

Desværre er der, som vi lige har set, mange forkerte måder at rette andres sprog på.

Revserregel # 1: I en tekst om andres sprogfejl vil der altid være mindst én pinlig sprogfejl. Denne regel gælder, uanset om teksten er 6.000 tegn i avisen eller 100 tegn på Facebook.

Sprogrevsere bringer også ofte skam over sig selv ved at påtale helt ubetydelige fejl. Hvad betyder det, om folk siger »om« eller »omkring«? Vi forstår jo godt, hvad der menes. »Om« er kort og præcist, mens »omkring« er buttet og omsluttende, som en kreds af smilende, offentligt ansatte akademikere, der med bløde hænder klapper og aer det ord, som »omkring« svøber sig om. Overbrugen af »omkring« er ikke køn, men heller ikke ulejligheden værd at rette.

Som sprogrevser kommer man let til at virke hysterisk og ude af trit. Sproget skal jo forandre sig, men sprogrøgtere er tit konservative kolerikere, som overraskes over sproglige forandringer, der skete, før de selv blev født. Da Kristeligt Dagblad for to år siden tog »virker til, at«-problemet op, kaldte skribenten udtrykket for en kontamination og forklarede, at dette ord betyder »at fordærve ved sammenblanding, besmitte eller forurene«. Et andet eksempel på fejlfinderselvbesmittelse, jeg holder meget af, er et gammelt læserbrev fra Politiken, hvori en læser flippede ud over brugen af »kanon« som noget positivt, selvom en kanon, som det vil være læserne bekendt, er en maskine, der er bygget til at dræbe og lemlæste mennesker. Hvordan kan noget da være »kanongodt«? Spurgte denne læser. Hvilken kanonindsigt.

Revserregel # 2: Sprogrevseren vil typisk i kraft af sine rettelser fremstå som et mildt indskrænket og dårligt menneske.

Endelig er der de umulige kampe som bestræbelsen på at fjerne de tre ord »i forhold til« fra sætninger, hvor objekter eller fænomener ikke bliver sammenlignet. Altså brugen af »'i forhold til' i forhold til mening«, som folk, der ustandselig siger »i forhold til« ville formulere det. Denne brug af »i forhold til« indskyder et fedtlag af uklarhed i alle sætninger, hvor den optræder.

Man kan altid erstatte »i forhold til« med noget bedre, men ingen, der siger »i forhold til«, kan forstå det. Lige nu vil mange læse denne tekst og sige: »Jeg kan ikke se, hvad pointen er i forhold til mit sprog.«

Revserregel # 3: Den, der bliver revset, kan ikke se fejlen, anerkender ikke problemet og vil aldrig lære at formulere sig bedre.

Mit sprogrevseri er desværre gået i arv. Jeg har forvandlet mit 11-årige barn til et sprogmonster, hyperbevidst om småfejl. Den otteårige lillebror siger: »Nej, jeg gjorde!« – og udelader »ej« – hvilket driver storebror til vanvid. »EJ!« brøler han, og glemmer, hvad det var, lillebror bedyrede ikke at have gjort.

Det er frygteligt at se, og det er min skyld. På sin niårsønskeseddel har lillebror under Lego-modelnumre og diverse kæledyr med store bogstaver skrevet dette ønske: »At (storebror) la ver med at rate på mig.«

Gid vi kunne!

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.