Det faktum, at rotterne eksploderer

Midt i marts modtog jeg et personligt brev fra Jesse Armstrong, manden bag det seneste årtis måske mest betydningsfulde amerikanske tv-serie, Succession. Det er en halv sandhed. Jeg prøver igen. Små ni dage før første afsnits premiere på HBO Max modtog jeg, som jeg altid gør, en mail med oplysningen om, at de første fire afsnit nu lå klar inde på screener-portalen. Mere om den senere.

Man kunne også læse, at den såkaldte embargo – altså hvornår man må offentliggøre sin anmeldelse – var 22. marts klokken 12.01, hvis man befandt sig i den amerikanske Pacific-tidszone, og så var der nederst vedhæftet en personlig note fra førnævnte Armstrong. Han bad i en kammeratlig tone om, at vi, anmelderne, ville udvise »vanlig diskretion«. Ikke bare når det gjaldt specifikke begivenheder. Vi skulle også helst undgå at fortælle, i hvilke afsnit disse eventuelle begivenheder indtraf. Ikke engang, som han skrev, »kryptisk eller indirekte« skulle der henvises til det øjeblik, mange af os – ellers bedes De indstille læsningen nu – må leve med resten af vores dage, hvor Logan Roy, manden, der ikke kunne dø, døde af et hjertetilfælde på et flytoilet.