Mere skal ikke røbes her

Inden for kulturjournalistikkens og anmelderiets vanesprog har jeg efterhånden samlet mange yndlingsaversioner (pet peeves, som det ekstremt kært hedder på engelsk), som jeg fnyser trygt ad, hver gang de optræder i en anmeldelse eller et forfatterportræt. Gamle trætte ordbilleder og klichéer som »råt for usødet« – hvad er det for en gastronomisk transaktion eller oprustning, man ser for sig? Eller nogen skriver: »Det lå ikke i kortene, at X skulle blive forfatter.« Medmindre man ligefrem bliver født ind i kongehuset, står der næppe skrevet særlige rutevejledninger i kortene. Og hvad er det for gådefulde kort? Tarotkort?

Allermest irriterende er formuleringen: »Mere skal ikke røbes her,« som falder, bedst som en anmelder er godt i gang med netop at røbe et værks forløb, for så at renoncere og vige klodset-koket til side. Dels er det sprogligt slidt og en grim passivkonstruktion, men det især ydmygende er, at man som uafhængig kritiker tager ansvar for ikke at forringe værkets markedsværdi. Prøver at beskytte en cliffhanger på forlagets vegne. Eller endnu mere uværdigt: låner værkets hemmelige forløb som et billigt spændingsmoment i sin egen anmeldelse. Uf!