Blandt de seneste ugers prominente blockbusterpremierer føles Christopher Nolans Oppenheimer som den mest skrøbelige og sjældne. Det er den eneste, der ikke er baseret på en franchise eller et produkt – Nolan er en af de ganske få instruktører, der stadig kan få det budget, han har brug for til at skabe storfilm målrettet et voksent publikum. I denne ombæring: et tre timer langt, frapperende drama om atombombens fader, J. Robert Oppenheimer.

Selvom den berømte videnskabsmand er centrum for størstedelen af filmen, handler den i lange stræk mindre om ham, end den handler om selve atombomben. Nolan dykker ned i de ideer, impulser og visioner, der midt i det 20. århundrede fik videnskaben til at udvikle et våben, der er i stand til at udslette menneskeheden.