Anmeldelse: Oppenheimer. Christopher Nolans skildring af atombombens fødsel er et bjergtagende, vaklende monstrum af en storfilm, der tager instruktørens visuelle ambitioner til svimlende højder.
Hvad sker der med stjerner, når de dør?
Blandt de seneste ugers prominente blockbusterpremierer føles Christopher Nolans Oppenheimer som den mest skrøbelige og sjældne. Det er den eneste, der ikke er baseret på en franchise eller et produkt – Nolan er en af de ganske få instruktører, der stadig kan få det budget, han har brug for til at skabe storfilm målrettet et voksent publikum. I denne ombæring: et tre timer langt, frapperende drama om atombombens fader, J. Robert Oppenheimer.
Selvom den berømte videnskabsmand er centrum for størstedelen af filmen, handler den i lange stræk mindre om ham, end den handler om selve atombomben. Nolan dykker ned i de ideer, impulser og visioner, der midt i det 20. århundrede fik videnskaben til at udvikle et våben, der er i stand til at udslette menneskeheden.
Del:
