Verdensødelægger

»Nu er jeg blevet døden, verdensødelægger,« tænkte Robert Oppenheimer, da den første atomprøvesprængning fandt sted i New Mexicos ørken 16. juli 1945. Flere års arbejde med at gøre teoretisk fysik til frygtindgydende virkelighed kulminerede med Trinity-prøvesprængningen. Nogle af tilskuerne jublede over, at deres arbejde havde båret frugt. Andre græd af samme grund. De fleste, huskede Oppenheimer, var stille. Han formodede, at de, som han, tænkte over, hvad det var, de havde skabt.

Det er denne skabelsesberetning, som instruktøren Christopher Nolan beskriver i sin film Oppenheimer, der har premiere i danske biografer, 78 år efter at verdens førende fysikere beviste, at de kunne lave en bombe. Filmen har premiere en lille måned inden 78-året for anvendelsen af atombomberne mod de japanske byer Hiroshima (6. august 1945) og Nagasaki (9. august 1945). Bør man overhovedet lave en film om menneskehedens frygteligste opfindelse? Nolans svar er, at han vil forstå, hvorfor forskerne var villige til at omsætte deres viden fra ligninger på en tavle til en bombe.