Kontroltab. Atombombens fader, Robert Oppenheimer, var det første menneske, der fik uigenkaldelighedens karma lige i synet. Men på ingen måde det sidste.
Skæbnesvimmelhed
Udviklingen af atombomben skabte en ny videnskabelig arbejdsform, hvor mange forskere forfølger et fælles mål. Oppenheimer kunne få sine folk til at være kreative i samklang, måske til skade for verden. Foto: Corbis, Getty Images Eric Brissaud
Det er hele tiden det, der er målestokken. Det er hele tiden det, man skal mærke i sig, når man famler efter virkelighedskontakt og prøver at fatte den karma, man er i gang med at afsætte.
Når man skælver, er det Oppenheimers ansigt, man skal se for sig. J. Robert Oppenheimers årvågne og skræmte blik, hans forpinte og afmagrede ansigt, da han indså, hvor dygtig han var, og hvor umuligt det var at glemme det hele igen. Hans tårevædede øjne og lamslåede ansigt, da han i 1965, 20 år efter bomberne over Hiroshima og Nagasaki i august 1945, fortalte om, hvad han tænkte, da han overværede den første prøvesprængning af en atombombe udviklet under hans videnskabelige ledelse med rasende hast og verdenskrigens uopsættelighed:
Del:
