Samler. Den store samling af keramik og kunst står ikke bare passivt i Carsten Bagge Laustsens hjem. Tingene skal findes og hjembringes og nydes, og samlingen forbedres.
Huset fuld af keramiske gæster
Huset er sat til salg. Det er ikke længere stort nok. Her i Hasle i Aarhus bor nemlig forskeren Carsten Bagge Laustsen og hele hans keramiske familie. Eller jeg mener selvfølgelig samling. Smukke krukker og fade står opstillet i velkomponerede grupper i stuen, soveværelset og arbejdsrummet og de øvrige værelser. Vægten er på dansk modernistisk keramik, men ikke uden afstikkere til andre perioder. Der er kunst og grafik på væggene, som fører meningsfulde samtaler med al keramikken, især mange værker af Rasmus Nellemann. Det er lidt som én stor, smukt kurateret, stedsspecifik installation, som stadig giver plads til at bo og leve i hjemmet.
Ude i pavillonen bor der også en fantastisk samling af Kähler-keramik, og i annekset i haven er der keramik af blandt andre Svend Hammershøi og fra Bornholm, og nogle ting på midlertidigt ophold, som bliver opbevaret for samlervenner. Og så er der kælderen, hvor hundredvis af keramikstykker står tæt sammen skulder ved skulder på reoler, samlet efter deres ophav.
Del: