Til venstre for døren ind til de to store, lyse rum, der er Klara Liljas atelier i København NV, står et sort højskab. Her bor de seneste års glasurprøver; 700-800 små, runde lerplader betrukket med smeltet glas i et væld af nuancer. Nogle er grynede og matte, andre klare og krystalliserede. De ligger i sirligt stablede papæsker med umage betegnelser som »1408: falafel«, »1260: fritter« og »1020: skovsnegl«.

»Et sted bag glasurprøverne ligger opskriften på, hvordan man vækker de døde til live,« fortæller Klara Lilja henkastet.