Flux. »I gamle dage malede man memento mori, et statisk billede, for at bevare noget. For mig er maleri det modsatte, nærmest som noter.« Kinga Bartis om farven rød og den omskiftelige krop.
InterLove

Foto: Niels Christensen Niels Christensen
Man kan godt risikere at glemme, hvor i verden man er, når man passerer Nørrebro station i København, hvor der både er højbane og højhus, et usædvanligt tæt mylder på gader og veje og sprog fra hele kloden. Livligt og let kaotisk, det hjælper heller ikke på orienteringssansen, at der er vejarbejde, afspærringer og ensrettede umuligheder mellem butikker som Jysk delivery og Zumurda Jewellery. Men henne om hjørnet ved Lygten ligger et komposithus i glas og gule trapezplader med en skramlet og særdeles klaustrofobisk elevator, der fører op til en etage, hvor billedkunstner Kinga Bartis har et helt fredeligt atelier.
Der er ikke meget plads, der er værker på vægge og ruller i hjørner, Kinga Bartis er ved at gøre klar til en udstilling, så der skal produceres, og det er fint, Bartis arbejder gerne og meget. Hun er født i Transsylvanien, Rumænien, men har gået på Kunstakademiet i København, og hun tager venligt imod midt i travlheden, taler med en mild stemme, der både er dansk og rumænsk med en let syngende kadence. Hun har mørke træk og tatoveringer på armene, der er billeder både på krop og i sjælen i Bartis’ symbolistiske univers, hvor farven rød for tiden dominerer. Vi snakker om temaet sommer – og om ferie.
Del: