Manual. »For mig er fotografiet en fortælling om, hvor vanvittig vores virkelighed også er. Hvor vild den er.« Ulrik Heltoft laver kunst med kameraet i en tid, der drukner i billeder.
Flaskepost til fremtiden
Kunstner Ulrik Heltoft i sit hjem i Studiestræde. Foto: Jonas Pryner Andersen Jonas Pryner Andersen
Det afføder en klar Sesam-fornemmelse, da døren i Studiestræde i Københavns indre by svinger op og afslører et langt større portrum end forventet og et trappeløb efter italiensk forbillede, næsten firkantet i sin opstigning med svungne gelændere, der vækker mindelser om Charlottenborg, som huser Kunstakademiet og dets vidunderlige italienske trappe. Jeg bliver så tilpas paf ved synet, at jeg glemmer at sige goddag til Ulrik Heltoft, som står tålmodigt på reposen og venter, mens jeg sunder mig. For kun at tage fusen på mig endnu en gang, da jeg træder ind i en lejlighed, der er så smukt sat i stand, at det svimler for mig, og min tidsfornemmelse truer med at opløses i denne prægtige ejendom med forhus og baghus fra 1789.
Det passer på mange måder perfekt til Ulrik Heltofts kunstneriske univers, hvor meget ikke er, hvad det ser ud til at være. Det taler vi snart om, men først laver Ulrik Heltoft grøn te og skænker den som en ceremonimester iført hvid skjorte og løse grønne bukser og i bare tæer. Han ler, da jeg deler dette billede med ham, der er intet selvhøjtideligt på færde, men jo, masser af æstetik og orden, for ellers kan han ikke arbejde. Dog ikke orden i kronologien, påpeger jeg, for hvad har forsidens motiv med sommer at gøre?
Del:
