Omvendt. Først lokkes man tæt på af livfulde, familiære penselstrøg. Så skærer det i øjnene af ubehag. Ambivalensen står i flor i Michael Armitages udstilling på Glyptoteket.
Bavianer i paradis

I 2017 udviklede en demonstration sig voldeligt i Nairobis gader, og på en altan blev en niårig pige ramt af et vildfarent skud og døde. Det skarpe kunstøje vil finde referencer til både Gauguin, Manet og alverdens historiemalerier. The Promised Land (2019). Foto: Theo Christelis , White Cube
Selvom der ingen som helst kronologisk hoved og hale er i Michael Armitage – Beretning fra en analfabet, lægger udstillingen fænomenalt ud med begyndelsen over alle begyndelser: fødslen. Kvindeskød på hug og mælketunge bryster, så langt øjet rækker. Men ikke på den der højstemte Gustave Courbet-agtige facon. Intet kruset kvindekøn ligger og hviler sig imellem porcelænshvide ben. I Michael Armitages billeder ammer kvinden sit barn via et sprællende krybdyr og føder et æsel på et koldt gulv med et langt, flydende moderkageblodspor efter sig. Hos Armitage er menneskebarnet ikke raskt og rundkindet, men deformt og fejlernæret, svævende mellem liv og død. Her er kvinden ikke enten heks, husmor eller madonna. Hun er rå og fri, men også besværet af livets uretfærdige omstændigheder. Hyæneridende og skrævende. Obskøn og stærk. Men det, der slår hårdest i udstillingens første rum, er, med hvilken æstetisk snilde og modsætningskraft, Armitage har mixet sine ekspressive billeder af mytologiseret kvindeliv med en række andre værker, blandt andet fra Glyptotekets egen samling: Berthe Morisots sødmefulde pastelmaleri Ammen (1880), Gauguins firskårne kvindefigurer fra Bretagne (1888) og prikken over i’et; træskulpturen To the world’s new soul (1997) af den østafrikanske nulevende kunstner Chelenge Van Rampelberg, der efter afrikansk træskærertradition viser en kvinde føde en babyelefant stående. Ansigtet er trukket tilbage i arkaisk anstrengelse, overkroppen og brysterne er overdimensionerede lange. Alle disse udtryk og udsagn om livets åbning, kvindens position og primitivismens korstog gennem kunsthistorien kædet sammen helt uforfærdet og uden ord.
Michael Armitage er født i Nairobi, Kenya, i 1984 og uddannet på kunstakademier i London. I dag bor og arbejder han begge steder. Det er herfra, hans billeder går. Ud til resten af verden, og det gør de i stadig hurtigere tempo. Foruden udstillingen på Glyptoteket har han lige nu en soloudstilling på Royal Academy i London og har netop udstillet på Haus der Kunst i Berlin og München. Og så er han i stald hos det velrenommerede galleri White Cube, der repræsenterer kunstnere som Tracey Emin, Anselm Kiefer og vietnamesisk-danske Dahn Vo.
Del: