Som resten af Teherans befolkning i 1980erne var Farshad Farzankias forældre dybt engagerede i politik og kunst. Og i den revolution, de troede på, men aldrig fik.

Faren, der arbejdede som fotoredaktør på en af Irans største aviser, hev altid kolleger, politiske og kunstneriske bekendtskaber med hjem til middag, rødvin og filmvisninger, og Farshad Farzankia faldt i søvn under spisebordet til deres samtaler om poesi, politisk forandring og Roman Polanski.