Klassisk. Det er nu, man skal besøge de formidable parisiske museer, der byder på enestående kunst aldeles fri for lange køer og moslende folkemængder.

Parisisk prikken for øjnene

PARIS – Der er ledige borde på cafeer og restauranter, byens talrige museer er behageligt fri for sommerens ellers ofte flere hundrede meter lange køer. Og rejsevejledningen er netop blevet grøn, så der er næsten ingen undskyldning for ikke sporenstregs at nappe en flyver ned til en række af byens bedste udstillinger, som så længe ikke har været tilgængelige på grund af pandemien.

Lad os begynde på Musée Jacquemart-André, der har til huse i et prunkende bypalæ på boulevard Haussmann i det 8. arondisssement. Her kan man for tiden i de små sale med den knirkende ungarske parket se en imponerende mængde værker af Paul Signac. Signac var sammen med Seurat og Pissaro en af de toneangivende repræsentanter for neo-impressionismen – en strømning, der forsøgte at betvinge farve og lys og kondensere deres flygtige indtryk ikke ved at blande farverne på paletten, men ved at sidestille punkter af rene farver, så det kontrastfyldte samspil mellem dem skabte fornemmelsen af lys, skygge, farve og motiv. Deres samtidige kritikere kaldte dem let hånligt pointillistes (prik-malere), fordi deres teknik i bund og grund minder om grovpixelerede raster.

asmu
(f. 1970) er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og Institut d'Études Politiques d'Aix-en-Provence. Aske er korrespondent i Frankrig, men skriver også om sikkerhedspolitik, europæiske forhold og økonomi, samt sprog, litteratur, kunst, kulturhistorie, mad og (natur)vin. Han har skrevet og bidraget til flere bøger heriblandt Kernevåben i knibe (1998), Turen går til EU (2001), Turen går til Paris (2009), Den rystede Republik - hvad i alverden er der galt med Frankrig? (2020) og Oh La La - Hvorfor er de så franske i Frankrig? (2022).

Andre læser også