Havens grønne gærder

Stort set alle haver har en indramning og en tydelig afgrænsning langs skellet mod omverdenen, navnlig i byerne. Denne kan eksempelvis bestå af en livløs mur, et plankeværk, et rafte- eller stålhegn eller af en levende plantning i form af et hegn af træer og buske eller en klippet hæk. 

Fordelen ved den levende hegning er, at den hverken skal males, tjæres eller repareres; ulempen er, at den vedvarende skal holdes i ave i højden og drøjden med en form for regelmæssig beklipning og beskæring. Det gælder ikke mindst de traditionelle hække, som både kan tjene som havens grønne gærde, front og facade – fæstningsmuren udadtil, om man vil – og som rumdeler inde i selve haven.

Flere forskellige træarter og -buske egner sig til hækkebrug. Af disse er ligusteren uden tvivl den mest ikoniske og nærmest kulturdefinerende plante til formålet i mange haver. Her på stedet sværges dog til bøg på både de indre og ydre linjer. 

Selvom bøgen har evnen til at blive et vældigt skovtræ, kan den gennem regelmæssig klipning og beskæring også tjene som en storartet hækplante, endda i århundreder. Beklipningen fastholder bøgen (og arter som avnbøg og i mindre grad navr) i ungdomsstadiet, således at den beholder det visnede løv på kvistene hen over vinteren og først smider det, når det nye bryder frem i det efterfølgende forår. Hække af disse træarter giver derfor, selvom de formelt er løvfældende, en fin og tæt dækning hele året.

LIGESOM NOGLE ELSKER at slå græs i nærmest én uendelighed, er der dem, der holder meget af at klippe hæk. Men for langt de fleste havefolk gælder utvivlsomt, at begge de nævnte havegerninger er noget, der nu engang følger med det at eje eller råde over et grundstykke – og som helst skal overstås uden for meget bøvl og besvær. Mange kan dog glæde sig over at hækarbejdet er blevet lettere i de senere år. I nutiden har de snilde støjsvage, batteridrevne apparater i stort omfang afløst både den umiddelbare forgænger, elklipperen med lang, besværlig ledning, og de ældre stinkende-støjende benzindrevne helvedesmaskiner. Det er dog stadig godt at have håndredskaberne, både saks, næb og beskæresav i baghånden.

Især i gamle dage lød mantraet, at en hæk skulle være klippet inden sankthans. Forståeligt at barokhaver og andre anlæg, der skal fremtræde stramt styrede kan kræve en tidlig og håndfast indsats. Men i egen have kan man tillade sig en mere afslappet tilgang. Her på stedet fejes alle eventuelle ønsker og krav om tidlig trimning af det lodne havemonster totalt af banen med henvisning til hensynet til fuglelivet. Ynglefuglene i hækkene, blandt andet solsort, munk, rødhals, gærdesmutte og mange flere, skal have fred i yngletiden. Derfor bliver al hækklipning som regel udskudt, til fuglene er helt færdige, og ungerne fløjet af reden, det vil sige til sidst i juli eller først i august, men her findes der (heldigvis) heller ikke nogen reglementsvingende grundejerforeningspampere, der forlanger orden og handling.

Da de fleste hækplanter, især løvtræerne, har to vækstfremstød: et kraftigt efter udspringet i maj-juni og et lidt svagere efter sankthans, kan man ved overivrighed i værste fald blive nødt til at klippe hæk ad flere omgange. Ved at vente til august kan man som regel nøjes med én klipning. 

Beklipning af stedsegrønne som eksempelvis hække af taks kan også begrænses til en enkelt gang om året, typisk i august-september. Dengang vintrene indfandt sig tidligere og var skrappere end nu, kunne klipning i sensommeren og efterårsmånederne føre til, at de nysatte skud ikke nåede at afmodne (hærdne), inden væksten standsede, og derfor kunne blive skadet af frosten. Det sker kun sjældent i nutiden.

AF INDLYSENDE praktiske grunde er det hensigtsmæssigt at begrænse højden til det nogenlunde overkommelige, det vil sige højst 160-170 centimeter. Samtidig skal hækken helst forblive tæt hele vejen op. Det kan sikres ved blandt andet at klippe den i kegleformet profil, således at den smalner til mod toppen. En passende bredde er 40-50 og højst 70 centimeter for neden og 25-35 og højst 50 centimeter for oven. 

Jo tættere man klipper på sidste års klippested, desto flere år går der, inden hækken har vokset sig så bred, at den skal skæres tilbage. Men trods en regelmæssig beklipning og selvom man bestræber sig på at klippe samme sted som sidst, har de fleste hække det med gennem årene umærkeligt at vokse i både højde og drøjde og derved blive stadig mere pladskrævende og besværlige at holde i ave. Med års mellemrum kan man derfor blive nødt til at finde grovfilen frem og skære den tilbage, men det er bedst at gøre i vintertiden.

Lige nu gælder det om at nyde fuglelivet og den grønne og blomstrende herlighed. Også selvom hækkenes ufriserede fremtoning måtte støde en og anden.

Peter Friis Møller skriver fast i Weekendavisen om havelivets glæder og udfordringer. Læs flere haveklummer her.