Hattrick

I opmærksomhedsøkonomiens æra har den fjollede hat meldt sig som en uventet influencer. John Travolta stod nok ikke på mange bingoplader over årets virale modefænomener, men det krævede blot en ulden alpehue til filmfestivalen i Cannes at ændre på den beklagelige situation. Hver presseseance åbenbarede en dugfrisk alpehue og lancerede den 72-årige skuespillers instruktørdebut med en ny identitet: auteur med hat.

Om alpehuen var det, der fik Travoltas kortfilm, Propeller One-Way Night Coach, til at ryge ind som nummer et på Apple TV vides ikke, men hans hattesymfoni genererede større omtale end en strategisk pressekonsulent nok turde drømme om for en film, som den engelske avis The Telegraph har beskrevet som »at se en tumling gå ind i en lygtepæl«.

Det er svært at være negativt indstillet over for en person med en fjollet hat. Den dumme hat afvæbner med det samme både personen, der bærer den, og os, som ser på den. Prøv at forestille Dem at skulle skændes med musikeren Pharrell Williams mens han har sit varemærke på: en halvrablende canadisk ridende politihat på psilocybinsvampe, designet i 80erne af Vivienne Westwood.

Tossede hatte leverer på alle tangenter. De er et underholdende blikfang som hurtigt skriver sig ind i popkulturen på grund af den iboende fjollethed, som hatte har i civile sammenhænge. Skuespilleren Zendayas gigantiske sorte Emporio Armani-hat fra 2014 er stadig en memeguldgrube med sine egne jokekonspirationsteorier om, hvad der gemmer sig under den.

ENGANG VAR HATTE indbegrebet af det konforme og formelle. De var uløseligt forbundet med social status og korrekt opførsel, og så sent som i 1950erne var det grænsende til usømmeligt at blive set offentligt uden hat. Man kunne lige så godt gå ned ad gaden i undertøj. Men i disse nøgne hoveders tid har hatten fået en hel anden social valuta. Den er en øjeblikkelig forvandling med transformative kræfter.

Mode er det, vi drømmer om at være, og hatten destillerer det ned til et aflæseligt symbol, fordi den har en snert af kostume. Det kræver humoristisk sans og selvironi at gå med hat, men samtidig vil hattens ejer også gerne have, at dens modehistoriske vingesus smitter lidt af på bæreren. Travolta selv forklarede, at han havde afstemt sit nye look efter sin instruktørrolle og ladet sig inspirere af fortidens filminstruktørers alpehuer og briller. Identitetsbekræftende hovedbeklædning a la Emily in Paris, så man føler, at man hører til.

Når hver dag bringer nye plager, så er den løjerlige hat et lille refugium, hvor vi kollektivt kan muntre os over at se en granvoksen mand i en sjov hat. Vi er tilvænnet med at se kjoler på den røde løber, der ser ud, som om en struds er eksploderet oven i et Tamara de Lempicka-maleri, men en hat får os til at stoppe op, fordi det ikke kræver så meget, før herregarderobens monokultur glitcher.

Sidste år var det skuespilleren Jeremy Strongs parade af bøllehatte, der matchede hans monokrome pastel-looks, som skabte overskrifter, og i maj var det rapperen Jack Harlow, der troppede op til Met Gala med to bakerboy-caps ovenpå hinanden. Det kan godt være, at den sjove hat er et nicheområde, som måske ikke leverer hele tiden, men den gør det til gengæld virkelig, når det sker, som med prinsesse Annes tokantede hat med oprejst rød fjer, der bekvemt blokerede for prins Harry under kong Charles’ kroning.

I Cannes var skuespilleren Harris Dickinson helt åndssvagt cool modeelegant i et brunt dobbeltradet Balenciaga-jakkesæt med en selvsikker skulder, men det er ikke ham, vi har skrevet tusindvis af kommentarer om. Travolta var alt andet end mode og cool i sin kække alpehue og blev efterfølgende sammenlignet med både Ed Harris som instruktøren i The Truman Show og den lille maler-emoji med farvepaletten. Det beviser en af modens paradoksale regler, nemlig at hvis du er kikset nok, kan du ende som cool.

Susanne Madsen er modeskribent og forfatter