Modemysterium. Hvordan blev den pufærmede, finurlige teltkjole en megatrend, og hvad fortæller den os om frigjort bekvemmelighed, natkjolenostalgi, aseksuelle lolitaer og smarte tradwives?
Pufærmeparadokset
Når først De har fået øje på den, er den allevegne. Kjolen. Den med pufærmer. I pastelfarver eller tern. Måske flæser, en nuttet krave. Den udstråler på samme tid noget lillepiget, romantisk og tækkeligt, traditionelt. Som Jess Cartner-Morley i forrige uge spurgte i en The Guardian-klumme med den perplekse titel »Hvorfor klæder alle sig som finurlige præriemalkepiger?«. Og i The Atlantic spurgte Amanda Mull i juni, hvordan i alverden det er gået til, at pufærmet har holdt modeverdenen i et kronisk kvælertag de seneste fire år? Havefester i 2022 ser ud som et skagensmaleri – og lidt en kult – et brus af lange kjoler. Pludselig lignede vi alle de pastelfarvede 90er-mormoner fra Netflix-dokumentaren Keep Sweet, som igen ligner en smart, sart lookbook fra Skall Studio eller Stine Goya. Men hvordan skete det?
Mode er ikke overflade, men tegnsystemer, referencer. Tænk på modebrancheblockbusteren The Devil Wears Prada, hvor Meryl Streep forklarer Anne Hathaway, hvordan hendes dybblå sweater er resultatet af en møjsommelig proces, hvor en tendens starter som haute couture og efterhånden ender som uformelig discountpolyester.
Del:
