Ved første øjekast ligner det mytteri. Vi står omtrent 100 mand fra det danske komponistmiljø – kunstnere, kuratorer, formidlere, måske enkelte uvildigt interesserede – og betragter en ildspåsættelse på Frederiksberg sent torsdag i sidste uge. Nogle meter foran os, på denne arkitekttegnede bakke blandt sjælløst nybyggeri, sætter en pianist ild til et gennemvædet stof og slipper det ned i et åbent pianette. Så sætter han sig roligt, ser et nodeprint an – den amerikanske avantgardekomponist Morton Feldmans meditative Triadic Memories fra 1981 – og begynder at spille, mens instrumentet langsomt forvandles til et bål.

Rob Durnin, pianisten, lader sig i nogle minutter ikke anfægte af, at alt over det høje c hurtigt er opslugt af flammer. Selv da ilden tager fat i noderne, bladrer han stoisk videre og fortsætter, som om han akkompagnerede et skibsforlis. Pedalen er i bund på det i forvejen stærkt ramponerede Brødrene Jørgensen, og musikken klinger som et rituelt klokkeværk, forstærket af seks mikrofoner med let metallisk rumklang. Jeg kigger bekymret på hans høje, krøllede hår, mens han hviler hagen mod brystbenet, snøfter et par gange og rykker længere og længere ned i oktaverne for at kunne blive ved. Så, med ét, blusser bålet op: Væk med sig. Durnin overvejer kort at ignorere det, men springer så for livet og overlader resten af værket til ildens knitren. Vi klapper.