Formativt. I fire årtier har boybands ført generationer af unge mennesker gennem teenageårene. Samtidig har de spejlet popkulturens udvikling i en global fortælling om følelser, seksualitet og rå kapitalisme.
Følelsernes opdragelse
For en måneds tid siden blev der i Sydkorea truffet en beslutning fra officielt hold, der kan vise sig at få musikhistorisk betydning. I hvert fald for en særlig del af nyere musikhistorie; en understrøm, der på samme tid er yderst prominent og skødesløst ignoreret, genstand for intens dyrkelse blandt millioner og for hoven nedladenhed blandt endnu flere: det uopslidelige kulturfænomen boybands.
Den 27. oktober meddelte en talsmand for det sydkoreanske militær, at det var blevet besluttet, at medlemmerne af gruppen BTS ligesom alle andre sydkoreanske mænd skal gennemføre fem ugers kamptræning og derefter halvandet års værnepligt. Sydkoreas regler for værnepligt er blandt verdens skrappeste, og forud for 27. oktober var der pågået intense diskussioner blandt det meste af landets befolkning om, hvorvidt man skulle gøre en undtagelse for lige netop BTS. De principielle forpligtelser over for fædrelandet vejede i sidste ende tungest.
Del:



