Fædres aften

Jeg vil jo ikke tænke på min far, bare fordi det er fars dag, som aldrig var noget, der blev markeret eller overhovedet omtalt i mit barndomshjem, et hvidt Friis & Moltke-rækkehus i Vejlby-Risskov, i de alt for få år, knap 11, som jeg fik lov at beholde ham i denne verden.

Jeg tror ikke engang, at det var noget, der blev aktivt fornægtet, jeg tror helt ærligt, at min far og mor, som jeg ikke kaldte far og mor, men Jørgen og Lise, ingen idé havde om, at der fandtes et sådant fænomen, dertil havde de alt for travlt med at tænke og tale om fænomenologi og politologi og øvrige logier.

Jeg husker på et tidspunkt at have læst en børnebog af den store, svenske, venstreorienterede børnebogsforfatter Sven Wernström, der hed Peter Fidus. Og Peter Fidus er sådan en kapitalistisk idémager, der blandt andet finder på Fars Dag og Mors Dag som to eddersmarte pengemaskiner blandt alle de andre, han opfinder (jeg googler lige, den danske oversættelse udkom i 1975, da jeg var syv år gammel, på naturligvis forlaget Røde Hane, illustreret, det husker jeg også, af the one and only Claus Deleuran). Og det virkede meget autoritativt på mig, at alle særdage, der ikke er helligdage eller grundlovsdag eller 1. maj, som vi fejrede hemmeligt, min far og mor var nemlig socialdemokrater, med venstrefløjspartierne i Botanisk Have, er fidusdage.

Men jeg vil jo heller ikke lade være at tænke på min far, bare fordi det er fars dag, men fordi jeg så meget længere har været uden ham end sammen med ham, kommer jeg altid til at tænke mere på, hvordan han ikke har været her, end hvordan han var her, da han var her. Det skrev jeg en hel lille digtsamling om for en syv år siden, for at gøre såvel fraværet som nærværet tydeligere og klarere for først og fremmest mig selv, men poesi er ikke en højttaler, hverken udad eller indad. Situationen er derfor den samme evigt forbandede, bortset fra at der nu er syv år mere fravær og ikke et sekund mere nærvær, hvilket forekommer vildt uretfærdigt, som sådan en sinister bakspejlsforbandelse, selvom det er den naturligste ting i verden.

EN ANDEN naturlig djævelskab, der gør sig gældende, er den, at min fars og mors generation, som sådan cirkus er den navnkundige 68-generation – han blev født i 1936 (og døde i 1979, i fucking 70erne, men ikke i sine 70ere), hun blev født i 1942 (og døde i 2008, også slemt for tidligt, bare ikke nær så slemt – at dø i 20erne er dobbelt så slemt som at dø i 40erne, som er dobbelt så slemt som at dø i 60erne) – er blevet de ældste, gamlingene, dem, der hele tiden dør en naturlig død. Som trygt og stædigt glødende ildfluer, der en for en og stadig hastigere pludseligt slukkes.

En hel sværm af en generation reduceres umærkeligt til snart kun en hård kerne af mere eller mindre forbitrede jubeloldinge.

Det har jeg mærkeligt nok ikke været forberedt på. Som om min mors alt for tidlige død og min fars alt, alt for tidlige død burde have gjort deres jævnaldrende usårlige, og nu opdager jeg pludselig, at de alligevel ikke er det, selvom lige præcis det har været min privilegerede viden i over 40 år. Men sådan opererer bevidstheden altid forbistret på hovedet, hvad elementære erkendelser angår. Jeg har lyst til at låse dem inde i den »sikre box«, som Kliché sang om, året efter at døden tog min far, i sangen »Bodyguards« og smide nøglen væk, så døden ikke kan finde den, som om!

JEG FØLER en stor ømhed for alle fadererstatningerne – min mor havde jeg, til jeg blev 40, hende har jeg ikke haft brug for at erstatte – som særligt er kunstnere og frem for alt er digtere, som jeg udstyrer med en autoritet, der praktisk nok ikke er en menneskelig eller etisk autoritet, den tilhører kun min uendeligt rare far, min Jørgen, men en rent kunstnerisk autoritet, som jeg så til gengæld kan blive nødt til at opfatte som noget nær absolut urokkelig. Højst kan jeg forholde mig kritisk – eller måske rettere irriteret bare – til, hvor ukritisk fadererstatningerne forholder sig til andres helt anderledes sykofantiske ukritiskhed.

Og det er også, som om den irritation bliver værre og mere indædt, jo ældre og skrøbeligere fadererstatningerne bliver, jo sværere de helt nøgent konkret har ved at gå på deres ben. Hvor vover de andre større idioter at spilde hans og hans og hans kostbare tid på så nederen, uværdig vis. Og jeg taler ikke kun om Jørgen Leth her, men jeg taler helt klart også om Jørgen Leth, der er et enkelt år yngre end min far og betydningstungt også hedder Jørgen – versus Hans Pilgaard, Jens Christian Grøndahl og co. i alle de juksede tv-udsendelser og samtalebøger.

Jeg føler genuint med Kristian Leth, der i sine notatmemoirer skriver om sin fars distræte, nådesløse fravær, men det skaber ikke problemer for min respekt, fordi han ikke er min far, men kun en fadererstatning, og min respekt er udelukkende en kunstnerisk respekt, og min kærlighed er en personakærlighed, jeg elsker den persona, han skriver og taler frem inklusive dens mindre sympatiske og mere anstrengte sider.

Som for eksempel netop selvoptagetheden, jeg ikke oplevede og ville have haft det lige så besværligt med hos min egen far. Hold op, hvor jeg synes, den er underholdende og – nu hvor Leth selvoptaget rapporterer om sin skrøbelighed, hvor hårdt det er at få gået sine spadsereture – bevægende. Men det er for helvede ikke nogen forløsning, at jeg i kunstnerisk distanceret og bemestret form serveres den åh så almindelige aldren, jeg aldrig fik lov til at opleve hos min far, transmitteret af de fremragende digtere (og personaer), hvis optimerede registrering af tiden, der går, jeg valgte at følge som en dårlig erstatning for min fars levende faderskab. Som kunst i mangel af bedre, for bedre end kunst er liv.

Jeg ville bare sige, at det var fars dag, og jeg savnede min far, der ligesom Fausto Coppi var et fantastisk menneske, der tidligt sagde farvel, og modsat Fausto Coppi ikke befandt sig bedst alene, blandt andet kunne han rigtig godt lide at være sammen med mig, sin søn.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.