Hjertets Bjerge – Giro d’Italia. Michael Valgrens etapesejr i Andalo var Giroens smukkeste. Den fortæller en usædvanlig personlig historie om et menneskes kamp for at komme tilbage.
Et personligt mesterværk
Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling, Hjertets Bjerge. Brian Nygaard skriver om hver etape under hele Giro d'Italia. Læs mere og tilmeld Dem her.
Der er karrierer og de skæbner, de er med til at optegne, der minder om en film. Og der er cykelløb, der udvikler sig på en måde, så de faktisk ville tage sig godt ud på et stort lærred. I går var en af de dage, hvor cykelløbet krydsede veje med noget større og forløstes. Det skete i det øjeblik, Michael Valgren satte sig bagest i den udbrudsgruppe, han havde kæmpet sig ind og ud af hele dagen, gav sig selv afstand nok til de andre for at kunne overrumple dem og vinde. Der blev kappet en snor til fortiden i det sekund, blot for at slå den smukkeste sløjfe på målstregen.



