En overlevers guide til Twitter

Jeg kom på Twitter flere år efter alle andre. Jeg var allerede på Facebook, Snapchat og Instagram, og mine sociale medier føles efterhånden som at holde møder med de samme mennesker på forskellige kontorer. Desuden er cirka 85 procent af danskerne på Facebook, mens kun 13 procent er på Twitter. Jeg kommer aldrig til at kalde det X.

På Facebook havde jeg også opbygget en skare af venner, der forstod min sarkastiske humor, når jeg skrev sidebemærkninger til dagens aktuelle nyheder. Men en kollega mente, at jeg ville blive et hit i Twitters ultrakorte format, og forfængeligheden fik mig til sidst. Jeg måtte udforske dette forum af nye beundrere, så for snart to år siden oprettede jeg en profil, og her er et af de første tweets, jeg læste:

»I er fucking forfærdelige herinde. Jeg håber, alle der har skrevet de forfærdelige ting til mig i dag, ikke vågner i morgen. FUCK jer. Små beskidte kakerlakker.«

Facebook omtales ofte som et rendestensmedie for kældermennesker, men sammenlignet med Twitter er det ren kærlighed og kattevideoer. Gud forbarme sig over den, der kommer til at sige noget forkert, eller noget i det hele taget, til de forkerte. Twitter er ligesom et rum, man går ind i, hvis man vil skændes, og ofte har jeg fulgt en tråd, hvor folk giver hinanden ret, men jo mere de svarer på hinandens kommentarer, jo flere ord bliver de pludselig uenige om.

Skulle man opføre Twitter i virkeligheden, ville det ligne en banegård med folk, der taler ud i luften uden at kunne se hinanden. Fornemmelsen for, hvad der er en privat samtale og et offentligt opråb, udviskes totalt. For nylig krævede De Radikales kandidat til Europa-Parlamentet Anne Sophie Callesen for eksempel, at regeringen svarede på, hvordan hun skulle komme på arbejde:

»Jeg er vred og sur. Tager dagligt toget fra Roskilde til Kbh. Der er ALDRIG nok siddepladser (...) Hvad har @ThDanielsen tænkt sig at gøre? Skal jeg tage Uber eller cykle?«

Transportministeren svarede aldrig, men det gjorde Rasmus Jarlov fra De Konservative:

»Du er i det rigtige forum. Det er alle vi andre også.«

Så jubler en fyr pludselig ud af det blå »HØJLUUUUUND!« og en for mig ukendt kvinde deler lige lovligt meget af sit privatliv:

»Nykredit (Min potentielt nye bank) har bedt mig sende dem 6mdrs kontoudtog, så de kan vurdere min økonomi!?!? Der er noget vildt personligt i hvor mange gange jeg har handlet på Sinful etc. Totalt grænseoverskridende at banker i det hele taget kan se den slags.«

Jamen så skriv det da endelig på Twitter.

Selv kom jeg helt galt afsted i starten, da jeg automatisk gik ud fra, at folk ville forstå min ironi ligesom på Facebook. Da Barbara Bertelsen i juni 2022 blev kritiseret af Minkkommissionen for at have begået tjenesteforseelser, tog jeg et billede af overskriften fra TV 2 og skrev:

»Endnu en ambitiøs kvinde fældes af systemet, fordi hun var blevet for magtfuld.«

Jeg læste det grundigt igennem, og for at understrege, at det var en satirisk kommentar til de nyfeminister, der mener, at al kritik af kvinder er kvindehad, tilføjede jeg:

»Fy for satan.«

For en sikkerheds skyld smurte jeg endnu tykkere på og tilføjede et hashtag:

»#stopkvindehad.«

Nu kunne det umuligt misforstås, tænkte jeg og trykkede post. Atombombe.

»Det her er noget af det sygeste, jeg har læst i hele mit liv,« lød en kommentar.

»Seriøst? Hun har udøvet magtmisbrug. Det har intet med køn eller kvindehad at gøre,« lød en anden.

Jeg troede ikke mine egne øjne. Troede folk i ramme alvor, at jeg mente, at Barbara Bertelsen var udsat for en kvindehetz og ikke for en faglig kritik af sin håndtering af minksagen? På ingen tid voksede antallet af kommentarer til 20, 50, 80 og endte et sted langt over 100, hvoraf de fleste tog mit tweet bogstaveligt:

»Vildt at du som kvinde synes det er fedt at kvinder må misbruge deres magt.«

»Det er typer som dig som gør at folk bliver trætte af SoMe og femininister.«

»Det må da være et fake tweet! Ingen ved deres fulde fem skriver sådan noget nonsens!«

Tweetet blev endda delt af den satiriske profil Woke ting at sige, der gør grin med folk, der siger woke ting.  Da Pia Olsen Dyhr også likede mit opslag, løb det mig koldt ned ad ryggen. Mit forsøg på at være sjov var ved at ende som en politisk katastrofe (og mente Pia Olsen Dyhr virkelig, at Barbara Bertelsen fik kritik, fordi hun var en ambitiøs kvinde?).

Heldigvis var der også nogle få, der forstod ironien.

»Velkommen til Twitter, kære Leny. Et lidt anderledes publikum end Facebook,« skrev en.

»Twitter og Leny lærer hinanden at kende,« konstaterede en anden.

Jeg nægtede at give op. Efter at stormen var løjet af, valgte jeg noget mere sikkert. Denne gang ville pointen gå rent ind, tænkte jeg, da jeg på TV 2s hjemmeside så et billede af Mai Villadsen med overskriften »Enhedslistens frontfigur er gravid.«

Jeg skrev: 

»Endnu et eksempel på noget medierne aldrig ville skrive om en mandlig politiker.«

Dette kunne umuligt misforstås, for mænd kan jo ikke blive gravide. Post.

»Du ved godt at mænd ikke kan blive gravide, ikke?«

»Nok fordi mænd ikke bliver gravide.«

»Nej det er klart. Mænd kan jo ikke blive gravide.«

»Endnu en journalist som har fået sin uddannelse på YouTube.«

225.000 mennesker så det tweet. Denne gang forstod flere dog, hvad jeg mente, og til sidst skrev jeg denne sarkastiske rettelse:

»Kære alle. Jeg er blevet gjort opmærksom på, at mænd ikke kan blive gravide, og at der derfor ikke er grundlag for at hævde – som jeg gjorde i mit tweet – at det er sexistisk, når medierne kun omtaler kvinders graviditet. Mænd kan altså IKKE blive gravide. Jeg beklager.«

I dag ved de fleste, der ser mine tweets, at jeg mener det modsatte af det, jeg skriver. Jeg har sat de fleste hidsige profiler på lydløs, og faktisk er mange ret sjove på Twitter. For eksempel den fyr, der i biografien ud for sit navn, beskriver sig selv sådan her: 

»Journalist og blid, under middel, elsker.«

Nu er jeg kun sjældent på Facebook og har lært denne lektie af at falde hovedkulds ind i den dårlige stemning. Hvis du har trådt i spinaten, så bliv ved med at træde. Til sidst finder du fast grund under fødderne.