Jeg opdagede det ikke selv, men mit mareridt begyndte, da jeg steg ombord på S-toget en fredag morgen klokken 8.22. Jeg havde cyklen med og klemte den ind mellem to andre i den dertil indrettede togvogn, satte mig på et klapsæde og fordybede mig i væsentlige sager, formentlig i mit TikTok-feed. Da toget efter 20 minutters tid rullede ind på Nørreport, pressede jeg mig ud sammen med alle de andre morgentyper. I samlet flok trampede vi op ad trapperne og spadserede ned ad de smalle gader mod vores destinationer. En morgen som så mange andre.

Først fire timer senere gik det op for mig, at denne morgen alligevel ikke var helt som andre morgener. Åbenbaringen kom til mig, da jeg stak hovedet ind til en kollega for at aftale, hvordan vi skulle begive os ud til en anden kollegas kolonihavehus efter arbejde.