Levned & meninger. Hvor dum kan man egentlig være? Ret dum.
En dårlig dag
Jeg opdagede det ikke selv, men mit mareridt begyndte, da jeg steg ombord på S-toget en fredag morgen klokken 8.22. Jeg havde cyklen med og klemte den ind mellem to andre i den dertil indrettede togvogn, satte mig på et klapsæde og fordybede mig i væsentlige sager, formentlig i mit TikTok-feed. Da toget efter 20 minutters tid rullede ind på Nørreport, pressede jeg mig ud sammen med alle de andre morgentyper. I samlet flok trampede vi op ad trapperne og spadserede ned ad de smalle gader mod vores destinationer. En morgen som så mange andre.
Først fire timer senere gik det op for mig, at denne morgen alligevel ikke var helt som andre morgener. Åbenbaringen kom til mig, da jeg stak hovedet ind til en kollega for at aftale, hvordan vi skulle begive os ud til en anden kollegas kolonihavehus efter arbejde.
»Cykel eller metro?« spurgte jeg og gik i stå.
Der var noget med de to transportmidler i samme sætning. Neuronerne i min hjerne dirrede af pludselig skam. Åh nej, åh nej, tænkte jeg, da den uheldsvangre scene begyndte at materialisere sig for mit indre blik: Mig, der forlader toget med snuden begravet i telefonen. Og min cykel, der stirrer fortabt ud gennem ruden på S-toget, mens den fortsætter mod forstæderne.
»Er der noget galt?« spurgte min kollega.
»Jeg er ikke sikker ...« begyndte jeg tøvende og sænkede så min stemme til en næsten uhørlig hvisken, »men jeg tror måske, jeg har glemt min cykel i S-toget.«
Jeg havde forventet et hånligt latterbrøl af en anden verden. Sådan havde jeg formentlig selv reageret, hvis rollerne var omvendt fordelt, men min kollega har en anden situationsfornemmelse. Det sker sikkert for mange, løj han og foreslog mig så at tage tilbage for at se, om ikke cyklen stadig skulle køre rundt i toget.
»Danskerne er ærlige mennesker,« sagde han. »Hvem snupper en cykel fra et S-tog?«
EN HALV TIMES tid senere stod jeg igen på en travl S-togsstation. Forinden havde jeg regnet lidt på sagerne og nærstuderet køreplanen. Jeg steg af toget klokken 8.47 om morgenen, så samme tog måtte være tilbage cirka 14.45 næste gang. Jeg begyndte så småt at forestille mig den lykkelige genforening, som nu syntes næsten uundgåelig.
Desværre var klokken kun 13.39, og jeg besluttede mig for at bruge ventetiden på at undersøge samtlige forbipasserende tog. Selvom DSB er selve indbegrebet af rettidighed, ved man jo aldrig, om de pludselig har besluttet sig for at kaste køreplanen op i luften og se, hvad der tilfældigt lander på skinnerne.
Men allerede da det første S-tog dukkede op på perronen, meldte et stort problem sig. Det viser sig nemlig, at disse tog er længere, end noget menneske kan nå at gennemsøge, før dørene bipper, og man pludselig er på vej mod Hundige. Kun halvvejs igennem vognene sprang jeg ud i sidste øjeblik som en anden lommetyv, der flygter med sit bytte.
Opgaven forekom nu nærmest umulig. Tog efter tog dukkede op på stationen, og selvom jeg mente at have regnet nogenlunde ud, hvor jeg sad i morgentoget, befandt jeg mig nu i et hæsblæsende stafetløb frem og tilbage mellem tog i syd- og nordgående retning. De dukkede op klokken 13.40, 13.42, 13.43, 13.45, 13.46, 13.47... Hver gang sprang jeg ind gennem dørene fuld af håb; hver gang sprang jeg skuffet ud igen.
Til sidst var der kun én ting, der holdt mig i gang: nødvendigheden af at redde ansigt, en af de vigtigste drivkræfter i mennesket. Den slags, der får folk til at stå op hver morgen og køre afsted på arbejde, selvom de blev fyret i marts og nu må lyve for deres familie hver dag. Den slags, der får folk til at satse alt, hvad de ejer, på et kasino for at vinde det tabte tilbage. Den slags, der får folk til at skyde skylden for egne fejl på andre, på omstændighederne, på en urimelig verden, på hvad som helst!
Her var der kun mig selv at klandre, og jeg havde allerede indrømmet alt for min kollega. Denne eftersøgning skulle derfor lykkes. Og pludselig, i et tog mod Ballerup, fangede noget mine øjne. Mit hjerte bankede i et afsindigt tempo. Den cykel ligner sgu da min, tænkte jeg.
Jeg sneg mig hurtigt hen til cyklen, rakte armen ud og fik så øjenkontakt med en ældre mand. Han lignede en, der havde fået øje på en cykeltyv. Jeg kiggede på cyklen igen. Det var jo slet ikke min cykel, den havde hverken rustpletten på bagskærmen eller den afskallede maling på stellet, ja, den havde faktisk slet ikke samme farve eller mærke eller nogen som helst lighed med min gamle Norden-cykel med den larmende kæde og de hvinende bremser.
Jeg sukkede højlydt, vendte rundt på hælen og hoppede ud igen.
»Husk nu din cykel,« havde jeg lyst til at råbe til den ældre mand, men lod være. Ingen andre er vel så dumme at glemme deres cykel i toget, tænkte jeg. Slet ikke, hvis en mistænkelig mand i 30erne allerede har forsøgt at stjæle den.
KLOKKEN BLEV 14.43, og som man vil huske, var det egentlig først 14.45, at min cykel burde være tilbage fra forstæderne.
Den seneste time havde været ligegyldig opvarmning, en forberedelse til det afgørende øjeblik. Jeg havde det som en af de perifere fodboldspillere, der hver gang løber frem og tilbage på sidelinjen i 90 minutter for så at blive skiftet ind med 30 sekunder igen. Lidt for anspændt, i stor fare for et gult kort, men alligevel med et håb om at kunne afgøre kampen med en heldig berøring.
Toget rullede ind på perronen. Jeg gjorde små hop på stedet, og da den lille knap på døren endelig lyste grønt, væltede jeg nærmest ind mellem de forvirrede passagerer, forpustet, håbefuld, vel nærmest manisk. Jeg stirrede rundt, ingen cykel, ikke én eneste cykel i den ... ja, og så tænkte jeg en masse grimme ord, som ikke kan bringes her i avisen.
Jeg fortsatte ned gennem toget og mistænkte automatisk, men temmelig ulogisk alle for at have snuppet min cykel, hende damen med den ækle neglelak, ham manden med de små dun på overlæben, teenageren, indvandreren, kontrolløren, de lignede alle gemene cykeltyve.
Men der var intet at gøre. Cyklen var væk og er aldrig siden dukket op. Det hele var et håbløst projekt fra ende til anden.
Og hvad kan man så lære af alt dette jammer? Nok ikke så meget. Men hvis en forvildet mand i 30erne en dag dukker op i toget, så er det bare med at holde godt fast i cyklen og sende ham et opmuntrende smil. Han har nok haft en dårlig dag.
