Skægkræene er forsvundet fra vores lejlighed, og jeg burde være glad. Disse slanke, bænkebideragtige væsner med deres virrende, skæglignende følehorn har ellers, så længe vi har boet her, indtaget badeværelsesgulv og køkkenvask hver aften, når vi har slukket lyset, for så at pile væk, helt ude af sig selv af overraskelse, når vi efter en nats søvn har tændt det igen. Vi har aldrig forsøgt at komme af med dem, og jeg kan da også læse mig frem til, at de har været på planeten længere tid end os mennesker, men at de først for alvor gjorde deres indtog i de danske boliger i 2010erne.

Men nu er de altså pist væk, og det burde være en befrielse, men mest af alt er jeg mistænksom. Hvorfor skulle netop vores skægkræ forsvinde, når de har spredt sig som en regulær epidemi, og der kun kommer flere og flere, særligt i København? Det kunne man for eksempel læse om i en artikel på TV 2s hjemmeside fra sidste år med denne vilde overskrift: »Vingeløst insekt indtager danske hjem – folk græder i telefonen.« Og den mistanke er med tiden blevet til en hjemlig konspirationsteori, hvor jeg i mit stille sind har haft min ældste datter på seks anklaget for i skjul at holde dem som kæledyr inde på sit værelse. Hvad jeg bygger det på: For det første fandt jeg engang et af de små kræ nede i vasken på vores døtres legekøkken, hvor der jo hverken er madrester eller vand, hvilket peger på en mere legesyg intelligens end først antaget. For det andet ville min datter ikke tøve to sekunder med den slags, jeg kender hende, så sent som i søndags havde hun smuglet en larve fra et spindemøl med ind i sin seng.