På andendagen af årets Roskilde Festival, længe inden det officielle musikprogram går i gang, sidder omkring hundrede mennesker i en gammel lade ude på festivalens campingområde. Nyindrettet som et aflangt telt med lyddæmpende stof fra gulv til loft og simple stolerækker er laden for en stund forvandlet til biograf, og i halvanden time har en hedebølgeramt ungdom holdt pause fra drukspil og Soundboks-dunk for at se Karl Friis Forchhammers dokumentar Christiania, der havde premiere tidligere på året.

Filmen er den første i festivalens genoplivede Cinema, der har ligget brak i 14 år, og det er selvfølgelig et oplagt sted at starte. For siden Christiania og Roskilde Festival begge så dagens lys i 1971, har de haft en særlig rolle som kulturelt laboratorium. Hvor går vi hen for at afprøve alternativer til det borgerlige liv og de bærende institutioner i et tiltagende strømlinet samfund: ud til helårshippierne på Staden eller feriehippierne på Dyrskuepladsen.