Tidsånd. De store tanker er blevet mindre på Roskilde Festival, og det samme er indsatsen på scenerne. 55 år slider på idealerne.
Drømmen om krabbebisque
På andendagen af årets Roskilde Festival, længe inden det officielle musikprogram går i gang, sidder omkring hundrede mennesker i en gammel lade ude på festivalens campingområde. Nyindrettet som et aflangt telt med lyddæmpende stof fra gulv til loft og simple stolerækker er laden for en stund forvandlet til biograf, og i halvanden time har en hedebølgeramt ungdom holdt pause fra drukspil og Soundboks-dunk for at se Karl Friis Forchhammers dokumentar Christiania, der havde premiere tidligere på året.
Filmen er den første i festivalens genoplivede Cinema, der har ligget brak i 14 år, og det er selvfølgelig et oplagt sted at starte. For siden Christiania og Roskilde Festival begge så dagens lys i 1971, har de haft en særlig rolle som kulturelt laboratorium. Hvor går vi hen for at afprøve alternativer til det borgerlige liv og de bærende institutioner i et tiltagende strømlinet samfund: ud til helårshippierne på Staden eller feriehippierne på Dyrskuepladsen.



