Klappedyr. Som optakt til den kommende teatersæson har Amalie Langballe sat sig for at finde ud af, hvad der er god takt og tone i landets teatersale. Første afsnit handler om bifaldet – hvor lidt, hvor buhet, og hvor stående?
Den store rejsning

Illustration: K Vang.
Der findes få skrevne regler for, hvordan man som teatergænger skal forholde sig til det, man har oplevet. På Det Kongelige Teaters hjemmeside findes der en vag guideline, der lyder: »Det vigtigste råd, der kan gives, er, at man som publikum skal have respekt for, at man er i en teatersal sammen med andre mennesker, der også ønsker en god oplevelse og dygtige kunstnere, der har brugt mange timer på at forberede sig.«
Men hvad med de uskrevne regler? Ja, jeg tør ikke formulere nogen, men i mine yngre år var jeg ofte i tvivl. Kunne man tillade sig at blive siddende, når alle omkring en skød til vejrs? Skyldte man de medvirkende minimum tre fremkaldelser? (en fremkaldelse er naturligvis, når holdet bag en forestilling kommer tilbage på scenen efter tæppefald, fremkaldt af publikums applaus). Og hvis man nu – i teorien – synes, en forestilling var håbløs, kunne et »buh« så være på sin plads?
Del: