Ubeslutsom. For den vægelsindede er alting svært. Også at lægge sig fast på sommerferiens læsestof.
Sidste sommerudkald
Tænk, at ordet lufthavnslitteratur overhovedet findes. I startnullerne blev det brugt til at betegne brede, skønlitterære fortællinger, der kunne appellere til alle nationaliteter på tværs af alder og køn, men i dag forekommer det mig, at det også vækker associationer til populærvidenskabelige bøger som Yuval Noah Hararis Sapiens og vores hjemlige stjerneskud Nicklas Brendborgs Kan gopler ældes baglæns. Altså de bøger, man faktisk ser blive solgt i lufthavnen, og som afgiver et løfte om at gøre sin læser klogere på en overraskende måde – alt sammen på den tid, det tager at krydse Atlanten eller komme til Thailand.
Under alle omstændigheder undrer fænomenet mig til stadighed: Hvem er disse mennesker, der fem minutter i boarding griber ud efter en mere eller mindre tilfældig bog til fortæring? Selv starter jeg meget tidligt med at tænke over, hvad jeg gerne vil læse i min sommerferie, for så at beslutte mig meget sent og som regel også ombestemme mig i sidste øjeblik, angrebet af panik.
Del: