De bedste bøger lige nu

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens litterære nyhedsbrev Bogligt begavet. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

En af de mest interessante tekster, jeg har læst på det seneste, er min kollega Jesper Vinds nådesløse dom over Europa: Vi er irrelevante på verdensscenen. USA, Kina, Iran og Israel kæmper om land, atomvåben og handelsmuligheder, mens Europa står på sidelinjen og puster sig op til ingen nytte.

Rige er vi selvfølgelig stadig, i hvert fald sammenlignet med store dele af resten af verden, der gerne vil herop. Men er det nok at være et finkulturelt bistandskontor? Eller et frilandsmuseum for kinesiske turister, der ikke kan finde ud af at køre på elcykel?

Måske kan man tage litteraturen til hjælp, når man skal vænne sig til at være en tredjeverdensborger næstefter USA og Kina. Der er jo altid Stefan Zweigs Verden af i går fra 1942 om, hvor lækkert alting var i Europa, inden verden gik af lave – men så elendigt har vi det trods alt ikke; Zweig nåede at opleve halvanden verdenskrig, inden han begik selvmord. Og så trænger jeg altså til noget mere optimistisk. Tips modtages på msre@weekendavisen.dk.

I mellemtiden kan man lade sig opmuntre af den sidste måneds allerbedste bøger, udvalgt af vores anmeldere.

1. Kulturkritik med dolk

Vi starter i det idéhistoriske hjørne, for det er vi så til gengæld rigtig gode til. Se bare tyske Wolfram Eilenbergers Nutidens ånder, sidste del af hans trilogi om skabelsen af det 20. århundredes mentalitet via 12 store tænkere, fire styk pr. bog. 

I Nutidens ånder hører vi om selvmordstruede Michel Foucault, der går med dolk og hænger torturtegninger op på væggen. Susan Sontag, der som 16-årig mener, at Thomas Mann er lige banal nok til hende. Paul Feyerabend, der kalder videnskabsteoretikere for hunde, som gør ad deres egne prutter. Samt firkløverets alderspræsident Theodor W. Adorno, der laver ballade med sin kulturkritik. 

»Ønsker man at forstå det kulturelle og politiske nybrud godt halvvejs i det 20. århundrede, hvis efterdønninger vi stadig skvulper rundt i, behøver man kun at læse én bog: denne,« skriver Asker Hedegaard Boye i sin anmeldelse.

Giv den som gave til: en kineser, der er stået af udlejningscyklen

Wolfram Eilenberger: Nutidens ånder. Filosofiens sidste år og begyndelsen på en ny oplysning, 1948-1984.

2. Poppegøjen skal dø

At bo i København er at forhandle med alt, hvad der larmer: biler, fly, fulderikker, trykluftsbor, naboer. Det er slemt i dag, forstår jeg på min kollega Synne Rifbjerg, der bor meget mere centralt end mig. Men som hun fortæller i sin anmeldelse af Jakob Ingemann Parbys fremragende Lyden af hovedstaden. Støj, nerver og naboer i 1800-tallet, var det også slemt i gamle dage. 

Og den nye middelklasse var god til at brokke sig over det (det er vi stadig): over larmende udhængsskilte, vandposter, rendestensbrædder og andre charmerende gammeldags anordninger, hvis lyde jeg til enhver tid ville foretrække frem for nutidens soundbokse og motorcykler.

Den bedste brok er over en papegøje, dengang stavet »Poppegøje«, der skriger og plager naboerne – ifølge, må man antage, en nabo. I dag havde klageren nok skrevet et opslag i en lokal Facebook-gruppe, og hvis jeg kender den slags grupper, havde 37 mennesker dernæst svaret, at hvis man ikke kan klare en papegøje i ny og næ, må man flytte på landet.

Giv den som gave til: en ven, der ikke kan sove, hvis der er helt stille udenfor

Jakob Ingemann Parby: Lyden af hovedstaden. Støj, nerver og naboer i 1800-tallet. 

3. En blodsdråbe i mundvigen

Zombier er overalt, i tv-serier og film, og en af de danskere, der længe har haft en affinitet for de udøde, er Jørgen Leth, der kender historierne om zombier fra sin tid i Haiti. Tidligere har han fortalt om, hvordan det sådan semividenskabeligt fungerer, når man skal skabe en zombie: Man forgifter en person, så vedkommende går i en slags koma, bliver skindød, narrer sine omgivelser. Efter begravelsen tager man ud på kirkegården, graver den udøde op og giver dem en modgift, en opkvikker, der dog stadig holder offeret i en, ja, zombielignende tilstand. Og vups, så har man en slave!

I sin digtsamling Zombie er Leth gået over til snarere at bruge det uhyggelige væsen som en metafor for aldring. Døden nærmer sig i form af de udøde, der kradser og kigger og er pænt uhyggelige. Lars Bukdahl kalder det faktisk litteraturhistoriens uhyggeligste digtsamling og slutter sin anmeldelse med at citere denne creepy passage:

»Søde zombie/ Kom bare indenfor!/ Tag plads, sæt dig!/ En blodsdråbe i mundvigen./ Det gør ikke noget./ Vi har fløjet business class/ Fra Tanger/ Til Paris/ og til New York/ Og tilbage til mørklagte/ Tanger./ Nu skal verberne tages ud./ Fejes af bordet med hånd./ Vi er på plads.«

Giv den som gave til: en sød og blød fan af lyrik, der plejer at læse om blomster og lyseblå stemninger

Jørgen Leth: Zombie.

4. Kondom som plotmotor

Længe har jeg tænkt, at historien om den generation af danske homoseksuelle mænd, der blev voksne i aids-epidemiens skygge, ikke er blevet fortalt på den store, omfattende måde, den fortjener. Nu har Nikolaj Tange Lange udgivet en bog, Alle Idioter Dummer Sig, der dels foregår i 1993 – da man stadig ikke kunne behandle hiv ordentligt – dels i 2008 og 2023, da både sygdommen og samfundets fordomme om bøsser rasede mindre. Hiv og skammen over at være positiv fylder bare alligevel, i det skjulte. 

Hver historie drives frem af forventningen om sex mellem to mænd og spørgsmålet om, hvorvidt de vil bruge kondom. »Det er en nederdrægtigt godt udtænkt plotmotor,« skriver Amalie Langballe i sin anmeldelse, »der i sig selv føles som en kommentar til, hvordan hiv og aids traditionelt set er blevet portrætteret i kulturen: som en udmagrende tragedie, majoriteten har kunnet bevidne på behørig afstand, og som derfor lettere lader sig omdanne til, nå ja, underholdning«.

Giv den som gave til: en homoseksuel mand over 60

Nikolaj Tange Lange: Alle Idioter Dummer Sig.

5. Squat foran ovnen

Til sidst vil jeg gerne skrive om en af de sjoveste tegneserietegnere, jeg kender, nemlig svenske Liv Strömquist, hvis næstseneste bog, Lille spejl på væggen der, jeg anmeldte. Dengang handlede det om kvinders neurotiske forhold til deres eget udseende, og nu er det alle mennesker og deres selvoptagethed, som Strömquist udpensler med sin simple, sådan lidt bevidst bøvede streg.

Hendes budskab er, at det moderne menneske er usikkert og derfor konstant leder efter gode råd, så det kan blive den optimale version af sig selv. I et interview med Katrine Hornstrup Yde kommer Strömquist med et grotesk eksempel, hvor en svensk læge giver sundhedsråd i radioen: »Et af dem var, at når du er ved at tilberede mad i ovnen og skal se, om den er ved at være klar, så kan du med fordel squatte, når du skal se ind i ovnen.«

Det er selvfølgelig skørt at tænke sådan. Men hvordan bliver man så et bedre menneske i en tid, hvor Gud er død?

Giv den som gave til: en person, der bruger for meget tid med sundhedsguruer på Instagram

Liv Strömquist: Oraklet taler.

Det var alt for denne gang – og så alligevel ikke! For i de sidste par uger har vores egne skribenter udgivet exceptionelt mange bøger, fire styk, og de er alle blevet vældig godt anmeldt her i avisen – af kritikere udefra, selvfølgelig.

Så har man lyst til at høre om liv i rummet, kan man læse videnskabsjournalist Gunver Lystbæk Vestergårds Vores levende univers. Er man mere til oldengelske sagn, har bogsektionens Sophus Helle gendigtet og kommenteret Beowulf. Vil man læse skønlitteratur om en adelskvinde, der bliver sendt på bordel, så gå efter kritiker Amalie Langballes Elskende. Og kan man ikke få nok af Christoffer Zielers stribe B'Læst på bogsektionens bagside, har manden udgivet en hel samling af dem.

Om to uger er jeg tilbage med fem bøger, der fortæller alt det vigtige om noget vigtigt. Som måske endnu ikke er sket. Indtil da: Nyd varmen.

Marta Sørensen