»Forfatterens kommentarer forråder hans bog med deres banalitet,« noterer 16-årige Susan Sontag i sin dagbog efter et besøg hos selveste Thomas Mann i dennes luksusvilla på San Remo Drive. Collegeeleven fra University of Chicago er ankommet til Los Angeles for at interviewe mesteren Mann om romanen Trolddomsbjerget. Året er 1949, og den gamle verden har slået revner.

Samme uimponerethed finder vi hos spradebassen Paul Feyerabend, en utilpasset arbejderklasseknægt fra Wiens sigøjnerkvarter, der nogenlunde samtidig med Sontags skuffende besøg i Pacific Palisades bemægtiger sig talerstolen på en konference i Alpbach. Efterfølgende forsøger filosoffyrsten Karl Popper at tale den unge mand til fornuft.