Mimose bag rattet

Vi har fået en bil. Det var ikke planen – slet ikke drømmen – men hvad kan man egentlig gøre i et land, hvor DSB varetager den offentlige trafik? Først var der de to måneders on-off togbushelvede, der ikke bare forlængede min pendlertid til København med cirka 40 minutter, men som også kørte efter en, hvad skal vi kalde det, lystbetonet køreplan (må de tre timer, jeg tilbragte på Sorgenfri Station sammen med blandt andre en højgravid og et gangbesværet ægtepar, hvor vi først ventede forgæves på en bus og derefter ventede lige så lang tid på nødtaxaer, hvile i fred).

Nuvel, togbusserne havde vi nok udstået, hvis ikke der var kommet en ansættelse en times kørsel, men to timers togtransport væk. Regnestykket bliver for en klimaduks som jeg modbydeligt simpelt: Det er både hurtigere og billigere med bil.

Så nu er den her – en hvid Twingo årgang hvem-ved – og spørg mig ikke hvilket mærke, for det er jeg heller ikke klar over. Vi har ejet den i en lille måneds tid, og jeg har været ude at køre i den lige præcis én gang. Mest for at demonstrere for min kæreste, at jeg faktisk kan køre bil, men også for at afprøve det naive håb om, at der i de to år, der er gået, siden jeg sad bag et rat, var opstået en slags tryghed – måske ligefrem glæde – ved hele foretagendet.

Desværre kunne jeg en halv liters håndsved og en påkørt krukke senere konstatere, at jeg stadig ikke kan fordrage at være bilist.

Ligesom så mange andre børn fra landet tog jeg mit kørekort, mens jeg gik i gymnasiet, så det kunne lande i mit skød på min 18-års fødselsdag. Det gjorde det så ikke helt, for jeg var gudsjammerligt langsom om at bestå min køreprøve – det tog tre forsøg – og selv der er jeg ikke sikker på, at jeg virkelig bestod, for den køresagkyndige fik mig til at love, at jeg ikke ville køre bil alene i det »første lange stykke tid«, efter at han udstedte mit ufortjente kørekort.

I BAGKLOGSKABENS ULIDELIGT klare lys står det smertefuldt klart for mig, at jeg havde gjort mig selv en tjeneste, hvis jeg aldrig var startet til køretimer. Det lille stykke plastic er sjældent kommet mig til gavn, og det har ofte placeret mig i den skamfulde situation at tørre køretjansen af på nogle andre, fordi ja, jeg kan da i teorien godt, men jeg vil virkelig gerne – sådan en-stor-mængde-angst-vil-blive-sparet-virkelig-gerne – være fri.

Grunden til, at jeg ikke kan lide at være føreren af en bil, er simpel. Jeg bryder mig ikke om bilens dødbringende potentiale. Tanken rammer mig i cirka samme sekund, jeg spænder sikkerhedsselen: »I dag kan det være, du slår nogen ihjel.« Det er ikke en tanke, der ligefrem opmuntrer køreglæden, kan De nok begribe.

Samtidig synes jeg heller ikke, at den danske kørekultur kommer mig til undsætning – eller den kommer min undvigelsesadfærd til undsætning – for det er jo lidt en kliché, at manden kører bilen, mens kvinden indtager passagersædet. Det er fars dyt, ikke mors, og alt det der.

Det er sjældent morsomt at være en kliché, og det er heller ikke morsomt på attende år at indtage rollen som den forsigtige mimose, der kræver en chauffør for at kunne bevæge sig længere end cykelafstand.

Allerede i gymnasiet kiggede jeg misundeligt til fra fortovet, da mine kvindelige medgymnasiaster en for en begyndte at indtage landevejene. Det var sejt og løssluppent og frit, når de kom drønende i deres fædres leasede biler. For det er jo det, bilen også er ud over at være en tonstung dødsfælde i metal: Den er frihed og fart og selvstændighed. Jeg har endda levet i Saudi-Arabien i en periode, hvor kvinder dengang ikke måtte køre bil. Om nogen burde jeg kunne værdsætte og omsætte min bevægelsesfrihed.

Alligevel kan jeg kun se til fra sidelinjen. Selv nu mærker jeg et sus af beundring, når veninder og kvindelige familiemedlemmer kører bil, som om det var ingenting (og ja, mandlige bilister udløser desværre ikke samme glæde). Der er noget tilfredsstillende, næsten uimodståeligt, ved en kvinde på fire hjul. Hun er Thelma and Louise, hun er Furiosa i Mad Max, hun er modige-Maude i Matador.

Og ja, jeg ved godt, hvad De tænker. Denne taber her skal bare øve sig. Det siger alle til mig, og det har alle sagt til mig i snart 18 år – formuleret på en venligere og mere konstruktiv måde. Øv dig, og du vil gradvist lære at elske det, bliver der sagt. Øv dig, og før du ved af det, kører du rundt, bare fordi. Øv dig, og før du ved af det, er der intet sted, du bedre kan samle dine tanker. Øv dig, for kørelykken står den kække og ihærdige bi.

TIL DEN SØDE OPMUNTRING kan jeg sige: Jeg har prøvet. I perioder, hvor jeg har haft adgang til bil, har jeg virkelig forsøgt at tvinge mig selv. Det er ikke altid frygteligt, men for det meste er det frygteligt. På 80-kilometer-veje, hvor det går ligeud, kan jeg godt slappe af. Ja, jeg vil gå så vidt som til at sige, at jeg kan nyde det. Men så snart jeg rammer en motorvej – og det gør man umenneskeligt hurtigt i dette lille land, hvis politikere i årtier har vundet valgkredse ved at udlove motorvej til Gud og Lars Tyndskid – bliver jeg ængstelig igen. Det føles unaturligt, at jeg skulle kunne administrere så højt et tempo. Hvad hvis jeg pludselig flår rattet til højre? Har jeg virkelig den påkrævede selvkontrol? Kender jeg mit eget afgrunds dyb godt nok til at kunne garantere, at et dødsønske ikke kunne snige sig op til overfladen, når lejligheden bød sig? Ja, jeg ved snart ikke.

Men jeg ved godt, at der ikke er nogen vej udenom. På et tidspunkt vil min kæreste sikkert gerne være den, der kan drikke mere end én genstand, eller måske vil han gerne kunne blive hentet på stationen. Eller måske – gisp – kommer der en dag, hvor han er bortrejst. Jeg må lære det. Måske er det bare et spørgsmål om et par tryghedsskabende køretimer med en venlig kørelærer. Det skal nok gå.

Eller hvordan fungerer det egentlig, når man skal have frataget sit kørekort. Kan man melde sig selv?

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.