De eviggrønne knopper

Det var i 413 før vor tid, at den atheniensiske hær overgav sig til syrakusanerne, og de slagne soldater blev ført ned i Syrakus’ stenbrud, hvor de fik lov at rådne op. Det skulle have været en walk in the park, men i stedet endte det i et mareridt. Stenbruddene i Siracusa er siden blevet åbnet for besøg, så man i dag kan stå på bunden, der engang flød med ekskrementer og lig, og kigge op i den skingrende blå himmel. Også dengang må der have vokset kapersbuske på de stejle siders klippefremspring. I grønne faner vælter de ud i afgrundens dyb, og det må have været forfærdeligt at stå hernede og se noget spiseligt så tæt på, uden at kunne nå det. Jeg har skrevet om kapers før, og når jeg endnu en gang vender tilbage til denne lille smagsfremmende blomsterknop, som plukkes i denne tid i middelhavsområdet og opbevares saltet, så er det, fordi jeg netop har læst, at kapersproduktionen på den lille sydlige italienske ø Pantelleria er truet. Hvilket er bekymrende, da Pantelleria ikke blot har en af Italiens største kapersproduktioner, men også de bedste kapers.

Problemet er mangel på arbejdskraft. Høsten på Pantelleria blev i mange år varetaget af mestendels rumænere, som hen over sommeren plukkede kapersknopperne én for én. 180 kilo kunne et hold på otte plukkere nå op på. Men i dag er det blevet næsten umuligt at sætte et hold sammen, fordi mange er rejst hjem. Nye folk er forsøgt hyret udefra, tunesiske fiskere og marokkanere, men de har ikke fået indrejsetilladelse. Således er mange kapersbuske overladt til sig selv og springer i blomst, mens efterspørgslen ude i verden på Pantelleria-kapers er uændret. For at trække arbejdskraft til har nogle producenter forsøgt at hæve lønnen. Således skal man nok regne med, at prisen i butikken i den kommende tid får et hak opad. Nu ved man så hvorfor. Og mon ikke det dalende udbud blot betyder, at endnu flere får lyst til kapers. Hvilket er forståeligt. Her er en forret, en pastaret og en hovedret, alle med kapers, og helst dem fra Pantelleria.